left banner
top banner
right banner

Aktuelle nyheder - Træ

Genbrugstræ hælper både mennesker og miljøetDer arbejdes med træ i Woods By Human Results’ værksted. Kingo leverer træet, der kommer fra nedrivningsopgaver og fra Nedrivningsvirksomhedens modtageanlæg i Silkeborg.

Genbrugstræ hælper både mennesker og miljøet

Miljø- og nedrivningsvirksomheden Kingo og den socialøkonomiske virksomhed, Woods By Human Results, samarbejder om at genbruge træ til fordel for mennesker og miljø. Træet kommer bl.a. fra Kingos nedrivningsopgaver

Del artiklen på

Woods By Human Results fra Silkeborg laver håndlavede plankeborde, shelters, plantekasser, solsenge, udekøkkener mv. i træ. De er afhængige af, at offentlige og private donerer brugt træ til de smukke produkter, som de bl.a. sælger gennem deres Facebookside. Til det har Kingo meldt sig på banen.

- Vi har indgået en aftale med Woods By Human Results om, at de kan hente affaldstræ i vores modtageanlæg i Silkeborg. Nogle gange får vi rigtig gode læs ind, hvor der er meget at hente. Træet bliver ellers fliset og anvendt til forbrænding eller andre formål, siger Ann Bøgelund, juniorkonsulent i Kingo Recycling.

Ligeledes har Kingo aftalt med den socialøkonomiske virksomhed, at de kan hente træ direkte fra udvalgte lokale nedrivningsopgaver.

- Aftalen er en win-win-situation for både os og Woods by Human Results. De kan hente det træ, de skal bruge, og vi sparer arbejdstid ved nedtagning af materialer. Det eneste det kræver er lidt koordinering, tilføjer virksomhedens genbrugskonsulent, Bjarne Pedersen.

En rummelig arbejdsplads
Woods By Human Results er ejet af ildsjælen Carina Fisker, der hjælper unge til at komme ud af kriminalitet og misbrug. Hun har mange års erfaring med rehabilitering af unge fra stærkt kriminaliserede miljøer, og gennem Woods By Human Results har hun skabt en arbejdsplads, der rummer de udfordringer, de unge kommer med.

- Woods er sat i verden på baggrund af de mange års erfaring, jeg har med unge fra kriminaliserede miljøer. Jeg oplevede, at mange var klar til at komme i gang med noget nyt, men der var ikke nogen, der ville dem. Vi har skabt en arbejdsplads, hvor der er fokus på det sociale, og hvor vi deler nogle tunge historier. Der er ikke noget, der er forbudt at tale om. Alle har empatisk forståelse for hinanden. Jeg er forelsket i den rummelighed og den måde, vi tager imod hinanden på. Det er der ikke tid til i en normal virksomhed, siger Carina Fisker.

Produkterne er ikke det vigtigste
Til daglig driftes Woods By Human Results af projektleder Thomas Leth, der sammen med de unge er med til at lave virksomhedens træprodukter.

- Produkterne er ikke det vigtigste, men de er et økonomisk must. Det vigtigste er det, som arbejdet gør for os socialt og udviklingsmæssigt. Mange gange er det drengene, der kommer med ideerne. Jeg kan mærke, at drengene rykker sig. De gamle gutter bliver også en form for wingmen for de unge, som kommer til. Det er vigtigt, at de kan snakke med nogen, som allerede har været igennem hele rumlen, siger Thomas Leth.

En af de ’gamle’ unge i virksomheden er Mike på 31 år, som Carina Fisker har kendt siden 2014. Mike kommer fra Albertslund ved København, hvor han voksede op i et rockermiljø. Dagene gik med at tage stoffer, og nætterne tilbragte han på bænke eller på sofaen hos venner. Kommunen vidste til sidst ikke, hvad de skulle stille op med Mike, og de henvendte sig derfor til Carina Fisker.

- I starten var Carina bare endnu en person, der prøvede at hjælpe mig. Men hun var villig til at køre rundt efter mig, og jeg kunne mærke, at hun ville mig det godt. Til sidst overgav jeg mig bare. Så spurgte hun, om jeg ikke ville flytte til Silkeborg og komme væk fra det hele. Det måtte jeg lige tænke lidt over, men til sidst sagde jeg, ’ok, vi gør det’, og nu sidder jeg her i dag og kunne ikke have det bedre. Min rolle i virksomheden er at bygge ting. Jeg kan godt lide at få folk til at smile og grine. Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. Jeg har ikke tidligere arbejdet med træ, så det var lidt udfordrende i starten at lære et håndværk. Jeg kan ikke finde ud af at sige, hvad jeg er god til, men jeg føler, jeg er blevet bedre, siger Mike beskedent.

Magnus på 17 år er også en af de drenge, som til daglig arbejder med Woods By Human Results træprodukter. Han har en dom, som betyder, at han skal være i praktik, hvis ikke han skal afsone dommen på en lukket ungdomsinstitution.

- Jeg laver det samme som de andre gutter – altså de produkter, vi har. Jeg arbejder hver dag. Det er mit eget ønske. Jeg kommer for fællesskabet og alt det, som Carina og Thomas gør for os. Jeg kan godt lide at arbejde med træ, siger Magnus, der snart har været ved Woods By Human Results i fire måneder.

Ikke et job, men en livsstil
Ifølge Carina Fisker har det ikke været lutter lagkage at opstarte den socialøkonomiske virksomhed, og mange aftaler er gået i vasken:

- Vi blev kontaktet af Silkeborg Kommune, som havde sagt ja til at arbejde med genbrug og træ. Jeg havde selv puslet lidt med ideen om at starte en socialøkonomisk virksomhed, og vi gik derfor frivilligt i gang med at restaurere en rideskole, hvor vi skabte flotte udenomsarealer som dokumentation på, at de her gutter altså kan noget.

- Det, der driver virksomheden, er reel omsætning og kærlighed til hinanden. For første gang i et år kan jeg i marts måned trække løn ud til mig selv. Det kan jeg kun, fordi vi har så gode knejter. Man skal ikke ville være millionær, hvis man vil arbejde socialøkonomisk. Jeg gør det her, fordi jeg holder af dem. Det er ikke et job, det er en livsstil. Derfor betyder det også meget, at en stor virksomhed som Kingo bakker op om Woods, slutter Carina Fisker.

Alle skal have en chance
Hos Kingo fortæller HR-ansvarlig, Liselotte Lyngvad, at samarbejdet passer godt ind i virksomhedens værdier på både det menneskelige og miljømæssige plan:

- Vi arbejder for øget genbrug af materialer i deres oprindelige form og tager socialt ansvar ved at hjælpe unge med en svær baggrund i arbejde. Vi mener, at alle skal have en chance, hvis man kan og vil. Ved at donere træ til Woods By Human Results bakker vi op om både det menneskelige og miljømæssige, som begge er vigtige områder for Kingo.

Se Woods By Human Results træprodukter på virksomhedens Facebookside.

-los


Læs mere om Træ

17/2 2021