Aktuelle nyheder - Træ

Præsenterer særligt newzealandsk træ på Building GreenDet nye Frøslev Abodo vokser fra frø til høstmodent træ på kun 25 år. Hermed bliver træerne regenereret langt hurtigere end f.eks. almindelige, nordiske fyrretræer, som er 80 år om denne proces.

Præsenterer særligt newzealandsk træ på Building Green

Frøslev Træ løfter sløret for et helt nyt produkt på messen: termobehandlede, newzealandske facade- og terrasseprofiler fra træer, der regenereres på rekordtid

Del artiklen på

Bæredygtighed

Træ har for alvor rodfæstet sig i byggebranchen herhjemme. Både de projekterende og udførende har fået øjnene op for de bæredygtige perspektiver i materialet, der suger CO2 ud af atmosfæren og bidrager til et positivt klimaregnskab. Træ er derfor også et tema, der vil være højt på dagsordenen på Building Green, der afholdes den 30. og 31. oktober i Forum i København.

Det er dog langt fra ligegyldigt, hvor det træ, der bliver brugt i byggeriet, stammer fra. På verdensplan kommer alt for meget træ fra skove, hvor træerne regenereres alt for langsomt, eller hvor de er behandlet med skadelige kemikalier. Dét tema sætter Frøslev Træ fokus på på Building Green, når den sønderjyske træproducent onsdag d. 30. oktober kl. 13.30 inviterer til ekspertforedrag i form af en Specialist Talk med titlen ’Carefully Crafted Timber’.

Specialist Talk’en afholder Frøslev Træ i forbindelse med, at virksomheden har indgået et nyt samarbejde med den store newzealandske træproducent Abodo Wood. Den nye ’træ-alliance’ har været et naturligt skridt for de to virksomheder, hvis produktion begge er baseret på bæredygtig plantage-skovdrift. Daniel Gudsell, marketing director hos Abodo Wood, fortæller her, hvorfor det er vigtigt, at al træproduktion er baseret på fornybart plantagetømmer:

- Klimaforandringer og reduceret biodiversitet er desværre alt for udbredte problematikker. Men når vi bruger fornybart plantagetømmer, kan vi suge CO2 ud af atmosfæren i et hurtigere tempo og samtidig skabe fantastiske byggematerialer. Herudover er vi med til at beskytte biodiversiteten, når vi baserer træproduktionen på plantage-skovdrift frem for konventionel skovdrift, siger han og fortsætter:

- På vores hjemmemarkeder i New Zealand og Australien har vi brugt naturligt voksende cedertræ og tropiske træsorter i generationer. Men heldigvis ser vi nu konturerne til et stort skifte: Vi bevæger os gradvist væk fra at bruge disse ikke-bæredygtige træsorter og satser i stigende grad på træmaterialer, der er bæredygtige på den lange bane.

Suger mere CO2 ud af atmosfæren
I forbindelse med Frøslev Træs Specialist Talk vil sløret blive løftet for et helt nyt produkt, som virksomheden lancerer i samarbejde med Abodo Wood. Nemlig Frøslev Abodo, som består af termobehandlede facade- og terrasseprofiler, der stammer fra plantage-skovdrift i New Zealand, hvor træerne regenereres på rekordtid.

- Frøslev Abodo er et smukt, naturligt træmateriale, der stammer fra de hurtigt fornybare, newzealandske skove. Træet gøres holdbart og stabilt gennem en termisk behandlingsteknologi, som ikke involverer nogen konserveringsmidler eller kemikalier, forklarer Daniel Gudsell.

Artiklen fortsætter under billedet...
Dette byggeri i New Zealand er opført i Abodo-træ, der stammer fra lokal plantage-skovdrift.

Morten Bak, der er salgschef hos Frøslev Træ, har ligeledes store forventninger til det nye produkt:

- Frøslev Abodo er et rigtig interessant materiale og et trumfkort, som vi glæder os til at præsentere på Building Green. Dets newzealandske ophav er garant for en skovdrift, hvor træerne vokser fra frø til høstmodent træ på kun 25 år. Hermed bliver træerne regenereret langt hurtigere end f.eks. almindelige, nordiske fyrretræer, som er 80 år om denne proces. Med Frøslev Abodo kan der altså nås langt flere rotationer af træet på den samme tid, hvilket bidrager til, at der suges langt mere CO2 ud af atmosfæren, siger han og fortsætter:

- Udover den store klimagevinst er der tale om et produkt med en enormt høj holdbarhed. Abodo-træet er termobehandlet, dvs. varmet op til 230 grader, så al fugt, svampesporer og lignende drives ud. Det er med til at øge holdbarheden markant og gør, at materialet opnår holdbarhedsklasse 1. Set i forhold til vores andre termobehandlede træsorter differentierer Frøslev Abodo sig desuden ved at være knastfri.

Frøslev Træ bliver distributionscenter for Frøslev Abodo og får forhandlingsretten til produktet på nærmarkederne.

-los

Læs mere om Træ

23/10 2019