Salling Group vælger grønt og tænker bæredygtigt med nyt campus
I Mols Bjerge i Østjylland skal Salling Groups Bøgehøj rives ned og genopføres. Det nye campus bygges med træ, ladestandere, solceller og sedumtage
I Ebeltoft ligger Campus Bøgehøj, der er ejet af Salling Group. Hvert år huser stedet op mod 20.000 gæster, som består af koncernens elever, ledere og medarbejdere, og det er stedet, hvor samtlige af Salling Groups elever kommer for at blive uddannet. Bygningerne står over for en stor ombygning og udvidelse, så der er plads til at skabe endnu bedre oplevelser for gæsterne. Hele den nuværende værelsesfløj 2 bliver revet ned, og en helt ny i træ bliver opført.
Når Salling Group vælger at opføre den nye fløj i træ, er det blandt andet, fordi koncernen ønsker at minimere sit CO2-aftryk på klimaet. Byggeriet i træ kommer således til at sætte et mindre CO2-aftryk end konventionelt byggeri, og Campus Bøgehøj er med opførelsen i træ dermed foran kommende krav i bygningsreglementerne frem mod 2029.
- Vi opfører i træ og lever op til de skrappe krav for byggeri, fordi vi ønsker at minimere vores aftryk på klimaet, og det er også en del af vores bæredygtighedsstrategi. Ved at opføre i træ mindsker vi CO2-aftrykket betragteligt svarende til en reduktion på cirka 40 % i forhold til traditionelt byggeri, siger bæredygtighedsdirektør Henrik Vinther Olesen.
Vil være på forkant
Træmodulerne til den nye værelsesfløj bliver produceret på en dansk fabrik, og når modulerne er færdige, bliver de fragtet fra fabrikken til Campus Bøgehøj. Det eneste, der skal gøres, når værelsesmodulerne ankommer, er at tilslutte installationer, færdiggøre facader, sætte senge, stole og sengetøj ind, ellers er værelserne klar til brug.
- Vi vil gerne være på forkant - også med tanke på vores fremtidige byggerier. Det er en stor forandring at opføre i træ med minimumsforbrug af stål og beton. I fremtiden er vi nødt til at tænke anderledes både i materialevalg og metoder, når der opføres byggerier.
- Det primære greb er udbredt anvendelse af træ, men på Bøgehøj etablerer vi også ladestandere og solceller langt udover gældende minimumskrav, ligesom vi arbejder med lokal afledning af regnvand samt grønne sedumtage, forklarer Henrik Haudrum Olesen, bygge- og etableringschef i Salling Group.
Skal øge klimabevidstheden
De grønne sedumtage er blandt andet med til at forsinke regnvandet, så afledning ikke bliver så belastet ved kraftige regnskyl. Herudover er sedumtagene rigtig gode for biodiversiteten.
Hos C.F. Møller Architects, der har tegnet ombygningen af Campus Bøgehøj, er man begejstret for samarbejdet omkring byggeriet.
- Når vi skal bygge nyt, er det afgørende, at vi tænker i holistiske tiltag med omtanke for klima og miljø, og at vi bruger materialerne klogt. Det er derfor fantastisk at have en bygherre som Salling Group, der ønsker at gå foran og sætte retning.
- Forhåbentlig vil den nye værelsesfløj ikke blot sende et signal med sit CO2-aftryk, men også være med til at øge klimabevidstheden hos alle de gæster, som kommer til at bruge bygningen, siger Klaus Toustrup, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Genbrug af gamle sten
Når nedrivningen af den gamle værelsesfløj går i gang, bliver belægningen fra den midterste del af fløjen gemt og genbrugt. De gamle sten skal bruges til at etablere en terrasse foran bistroen i hovedbygningen på Campus Bøgehøj og er på den måde med til at skabe et bedre udeareal til gæsterne.
Når de sidder på terrassen eller færdes på udearealerne, der omkranser Campus Bøgehøj, kan de glæde sig over, at der er fokus på biodiversitet. Der er cirka 3,5 hektarer jord, der er udlagt til dette. Området er fyldt med forskellige plantearter, som står vildt og passer sig selv. Kun én gang om året bliver det slået med hø-opsamling. Det sker efter 1. oktober.
Foruden ombygningen og opførelsen af den nye værelsesfløj bliver der også bygget et stort konferencelokale med plads til 180 mennesker samt en rooftop med restaurant og tagterrasse, hvor der er plads til 180 spisende gæster.
På de nye bygninger bliver der etableret sedumtage.
Campus Bøgehøj
• Der er i dag 16 værelser i den gamle fløj, som bliver til 82, når ombygningen er færdig. Det forventes at stå klar i efteråret 2024
• På Campus Bøgehøj er der 19,5 hektar land
• Campus Bøgehøj varetager alt fra elever til direktionen i Salling Group – op mod 20.000 gæster er igennem om året
• Alle Salling Groups elever har skoleophold på Campus Bøgehøj
-dc