
Savværk kåret som Succesvirksomhed 2021
Tiset Savværk fik overraskende besøg af Spar Nord og BDO
Hos Tiset Savværk er de vant til, at folk jævnligt stikker hovedet ind på kontoret for at høre, om de skulle have et godt tilbud på lidt lægter eller spidspæle. Men onsdag i forrige uge var det slet ikke træ, de to repræsentanter fra Spar Nord og BDO var ude efter – de kom nemlig for at overrække Tiset Savværk prisen som Succesvirksomhed 2021.
- De havde godt nok ringet i forvejen og sagt, at de gerne ville komme og overrække en eller anden pris, men jeg tænkte mest, at de nok bare var ude på at sælge os noget. Så vi blev alligevel noget overraskede, da vi fandt ud af, hvad det handlede om, griner Per Bech Sørensen, indehaver og direktør, Tiset Savværk.
Han er glade for at blive fremhævet som en af de virksomheder, der leverer et helt særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og til dansk økonomi som helhed.
For at få prisen skal man som virksomhed være lykkedes med kontinuerligt at skabe vækst og solide, finansielle resultater over en længere årrække, og prisen gives som en anerkendelse af, at det kræver noget helt særligt at skabe og opretholde en succes år efter år.
- Det er da dejligt at få sådan en anerkendelse. Det giver lidt ekstra energi til at svinge savene, så vi kan få fyldt lageret op til forårssæsonen, siger Per Bech Sørensen.
- Vi har jo klaret os rigtig godt de sidste 10 år, og bæredygtighed er også noget, vi går meget højt op i. Mere end 80 procent af vores produkter stammer fra bæredygtigt produceret træ, og vi har et mål om at nå op på 100 procent i løbet af ganske få år, siger Per Bech Sørensen.
-pf