Snedkerbranchen kan blive bedre til at pege på de gode eksempler- Snedkerfaget rummer noget af det fineste i dansk håndværkstradition, siger oldermand Mads Raaschou, Københavns Snedkerlaug.

Snedkerbranchen kan blive bedre til at pege på de gode eksempler

Københavns Snedkerlaug åbner for indstillinger til årets snedkerpris. Den uddeles den 11. juni og prisen gives til en person, virksomhed eller et projekt, der på særlig vis løfter snedkerfaget og viser, hvordan håndværk, kvalitet og nytænkning kan forenes

Københavns Snedkerlaug opfordrer nu branchen til at indstille kandidater til Snedkerprisen 2026. Med prisen følger en sum på 150.000 kroner.

Prisen anerkender ikke alene det veludførte håndværk, men også den faglige forståelse, som opstår i spændingsfeltet mellem tradition, innovation, materialekendskab og bæredygtighed. Prisen er muliggjort med støtte fra Kirsten og Freddy Johansens Fond.

- Snedkerprisen har hædret både restaurering, specialiseret orgelbyggeri, møbelkunst, historisk bygningshåndværk og udviklingsarbejde med nye materialer. 

- Senest gik Snedkerprisen 2025 til Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed for projekt Grøn Snedker, der arbejder for at integrere bæredygtighed og nye materialeforståelser i snedkeruddannelsen. 

- Det viser, at prisen favner bredt og belønner indsatser, der peger fremad for faget, siger oldermand Mads Raaschou, Københavns Snedkerlaug, og tilføjer:

- Snedkerfaget rummer noget af det fineste i dansk håndværkstradition. Det gælder både i den klassiske udførelse og i de nye løsninger, hvor materialeforståelse, præcision og æstetik går hånd i hånd. Med Snedkerprisen ønsker vi at sætte lys på de mennesker og projekter, som viser, hvad faget kan, når kvaliteten er i centrum.

Prisen er en invitation til hele branchen om at blive bedre til at pege på de gode eksempler:

- Vi ved, at der findes stærke kandidater rundt omkring i hele landet – i værksteder, byggerier, restaureringer, designmiljøer og blandt bygherrer og rådgivere, der tør satse på træ og godt håndværk. 

- Derfor håber vi, at både håndværkere, arkitekter, bygherrer og andre fagfolk vil være med til at indstille de projekter og personer, der fortjener anerkendelsen, siger Mads Raaschou.

-dc

17/3 2026