Træ skal der til
Facaden på Nyt Hospital Nordsjælland bliver i disse dage beklædt med træ for at give personale, patienter og besøgene en hjemlig oplevelse og for at fundere bygningen i den danske designtradition. Der skal udføres i alt ca. 53.800 m2 facadearbejde
NCC er kommet i gang med lukningsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland, som blandt andet omfatter facadearbejde, hvor en væsentlig del af facadebeklædningen skal bygges i træmateriale.
Lukningsentreprisen omfatter facaderne, udvendig beklædning, balkoner til sengestuerne og tagdækning. Entreprisen er delt op i flere forskellige facadetyper, membranarbejder i gårdhaverne og tagdækning i form af ståltage og tagmembraner.
- Vi er glade for, at facadearbejdet nu er startet op, og at det forløber efter planen. Det er superspændende at se, hvordan bygningen nu for alvor begynder at tage form, siger Niels Lopez Krogh Nielsen, projektdirektør i NCC.
For at sikre, at der anvendes holdbare materialer, har Vilhelm Lauritzen Architects bedt Teknologisk Institut om at assistere ved udvælgelsen af egnede trætyper. Træ anvendes i projektet for at give personale, patienter og besøgene en hjemlig oplevelse og for at fundere bygningen i den danske designtradition.
Facadearbejdet udføres af hhv. Staticus og KG Constructions Group, som skal udføre i alt ca. 53.800 m2 facadearbejde fordelt på facader i gårdhaver, hovedfacader og ståltag.
Facaden på Nyt Hospital Nordsjælland
Baseret på design-, og vedligeholdelseskrav samt ud fra mekaniske egenskaber, bæredygtighed og omkostningskriterier er følgende trætyper udvalgt til anvendelse i facadelameller og klinkebeklædning på Nyt Hospital Nordsjælland.
- Western Red Cedar
- Thermowood D
- Kebony Character
Nyt Hospital Nordsjælland forventes at stå færdigt i starten af 2025 med modtagelse af de første patienter i slutningen af 2025.
-dc