left banner
top banner
right banner

Aktuelle nyheder - Træ

Trævirksomhed sætter nye grønne mål efter rekordKeflico er underlagt den europæiske tømmerforordning, EU Timber Regulation, der skal sikre, at det træ, der forhandles i Danmark, har en lovlig og sporbar oprindelse.

Trævirksomhed sætter nye grønne mål efter rekord

I byggebranchen stiger efterspørgslen på bæredygtige materialer, og den nordjyske trævirksomhed Keflico har således i 2020 hævet andelen af bæredygtigt FSC- og PEFC-certificeret træ

Del artiklen på

Grøn omstilling er en voksende tendens i byggeriet, og særligt interessen for miljøcertificeringer ser ud til at stige. Ifølge den seneste statistik fra organisationen Green Building Council Denmark, som har til formål at fremme bæredygtighed i byggebranchen, er antallet af eksempelvis DGNB-certificerede byggerier firdoblet fra 2015 til 2019. Ligeledes viser tal fra den internationale mærkningsordning FSC også, at interessen efter bæredygtighedscertificerede produkter stadig er stigende, hvor der i det seneste år både har været vækst i antallet af certificerede virksomheder i Danmark og i antallet af medlemmer af ordningen.

Tendensen mærker man i høj grad hos den nordjyske handelsvirksomhed Keflico, der har specialiseret sig i træ og træbaserede produkter til den træforbrugende industri samt de danske tømmerhandler og byggemarkeder. I 2020 har virksomheden nemlig øget andelen af bæredygtigt FSC- og PEFC-certificeret træ til 68 % af det samlede salg, og det er 18 procentpoint højere end virksomhedens målsætninger for 2020:

- Vi er ovenud tilfredse med, at vi har formået at øge vores andel af certificeret træ i Keflico. Det viser, at der er stigende interesse for bæredygtighedscertificerede materialer blandt vores kunder, og det er positivt, at vi – sammen med andre dygtige kræfter i branchen – kan bidrage til at understøtte den grønne omstilling, lyder det fra kommerciel direktør i Keflico, Camilla Hyldgaard Thomsen, som fortsætter:

- Den bæredygtige udvikling ser ikke ud til at være blevet bremset af corona-pandemien, som man ellers kunne have frygtet. Som eksempel har bygge- og anlægsbranchen i det seneste år taget ansvar for at sikre et endnu mere bæredygtigt byggeri i Danmark. Et ansvar, som også er blevet løftet i år, hvor aktiviteten har været høj i denne branche.  

Nye mål: 80 % certificeret træ i 2025
Selvom 68 % er et yderst tilfredsstillende resultat for 2020, vil Keflico dog gå meget længere end det. Virksomheden offentliggør nemlig nu en ny indkøbspolitik med et ambitiøst mål om, at hele 80 % af virksomhedens samlede salg og indkøb skal være enten FSC- eller PEFC-certificeret om bare fem år.

- Ansvarlighed og bæredygtighed er en fundamental del af vores forretning, og derfor har vi også valgt at rapportere på vores bæredygtige udvikling i Keflico. Den bæredygtige udvikling er en proces, og vi tager hver dag yderligere skridt i den endnu mere klimavenlige retning. Senest har vi sat en ny standard for certificeringsandelen i Keflico, der betyder, at i 2025 skal 80 % af vores samlede indkøb og salg komme fra certificerede produkter, siger Camilla Hyldgaard Thomsen og tilføjer:

- Målet er kun muligt med forsat gode samarbejder med vores interessenter – og et pres på udviklingen fra flere forskellige aktører på tværs af branchen. Men også at endnu flere skovarealer i verden bliver certificeret, så vi også fremadrettet kan blive ved med at understøtte den voksende efterspørgsel efter bæredygtighedscertificerede produkter på en ansvarlig og attraktiv måde.

Camilla Hyldgaard Thomsen uddyber videre:

- I den forbindelse er det afgørende, at vi får udbredt viden om træets mange egenskaber, og hvordan man kan udnytte disse egenskaber bedst muligt. På den måde kan vi skabe endnu flere bæredygtige løsning, som har de rette æstetiske men også tekniske kvaliteter, som passer til de pågældende projekter, siger hun.

-kj

Læs mere om Træ

14/12 2020