Vil redde brædder, lægter og stolper fra flammerneAfhentning af et Gentræ-bur med et ton genanvendeligt affaldstræ er billigere end afhentning af en almindelig affaldscontainer. Desuden får byggeriet DGNB-point for både at bruge og genbruge træ.

Vil redde brædder, lægter og stolper fra flammerne

Træ fra interim-foranstaltninger på byggepladser bortskaffes i dag ofte som brændbart affald. Starks projekt Gentræ sender nu det genbrugelige træ videre i cirkulation

Af Louise S. Strøbech, fagbladet Puff

Ideen bag Gentræ lyder så simpel: Stark sætter et U-jern op på byggepladsen. Håndværkerne på pladsen lægger brædder, lægter og stolper fra f.eks. stilladser og afspærringer op i buret, Stark henter buret, når der alligevel er en lastbil i området, træet køres til affaldssorteringsvirksomheden Solum i Roskilde, hvor det bliver sorteret. Søm og skruer fjernes. Det genbrugelige træ køres til Starks byggecentre i hhv. Roskilde og Hørsholm, hvor det sælges til både private og professionelle.

Helt så simpelt er det dog ikke, har det vist sig…

Konceptet Gentræ så dagens lys i 2018, da det deltog i og vandt Realdanias Circular Construction Challenge. Bag konceptet står det cirkulære partnerskab bestående af Stark, affaldssorteringsvirksomheden Solum og det rådgivende ingeniørfirma Golder. Siden opstarten, og for at gøre det så simpelt som muligt for brugerne af Gentræ, har initiativtagerne bl.a. sat sig ned med de strategiske partnere, herunder de fem entreprenører NCC, Enemærke & Petersen, Adserballe & Knudsen, CG Jensen og J Jensen. Det var vigtigt i fællesskab at finde ud af, hvordan setup’et skal være, hvis det skal være optimalt for entreprenørerne, underentreprenørerne og deres medarbejdere ude på byggepladsen.

- Hvis ikke det er lige så let, som det plejer at være, er det svært. Alle ude på byggepladsen har travlt, så hvorfor skal de gå over til vores transportramme med træet, når de er vant til at smide det gennem en skakt og direkte i en affaldscontainer? Det er svært at dræbe ’plejer’. Det bakser vi stadig med, siger sustainability manager i Stark Group, Louise Askær-Hune.

Det her er et partnerskab
Manden med hands on i projektet er Gentræ-ambassadøren Kent Fonseca (som han skriver i sin mailsignatur og på sin LinkedIn-profil). Han er ellers normalt logistikchef i Stark København, men blev trukket ud af sin sædvanlige funktion for en måneds tid siden. Han brænder nemlig for bæredygtighed og især for Gentræ.

- Jeg er både billetsælger, er ham, der sælger popcorn, giver elefanterne mad og står på scenen. Jeg laver det hele, siger Kent Fonseca.

Artiklen fortsætter under billedet...
Gentræ handler om storytelling. Derfor bliver alt træ brændemærket, inden det sættes til gensalg i Starks særligt grønne butik i Hørsholm samt i Stark Roskilde. Prisen er den samme som for et nyt bræt, men bæredygtigheden er markant bedre, og genkøberen kan få en del af træets historie med hjem på traileren.

Kort tid inden samtalen med Puff er han ankommet til Stark Groups hovedkontor på Frederiksberg med sin nye Gentrailer, hvorpå han kan fragte op til fire bure. På den måde er der ingen betænkningstid, når han er ude og tale med kommende samarbejdspartnere.

- Når de så siger: ’Det lyder da meget godt’, så siger jeg: ’Så går jeg lige ud og henter et bur til jer. Hvor vil I have det?’, siger han med et smil og fortsætter:

- Vi plejer at sige, at vi har styr på 60-80 % af det, vi laver i Gentræ. De sidste procenter skal komme fra kunden. Det bliver vi nødt til, for det her er et partnerskab. Faktisk var der en af de helt store aktører, der ringede til mig og spurgte, om der er penge i det. ’Nej’, svarede jeg. ’Så vil vi gerne være med’, sagde han. Han vidste, at hvis jeg havde svaret ja, så havde jeg løjet, for alle ved, at lige nu er det her en omkostning. I tid for entreprenøren, underentreprenøren og for byggelederen. De skal bl.a. få deres folk til at ændre procedurer, og det er ikke helt nemt. Det er derfor, jeg er trådt ind i projektet på daglig basis. For vi kan mærke, at når jeg kommer ud og får det følelsesmæssige aspekt med; hvorfor vi skal gøre det her, for miljøet og for vores børn og børnebørn. Så giver det mening for dem, siger Kent Fonseca.

Han turnerer rundt og taler med især entreprenører men også med bygherrer, for recirkulering af det brugte træ kan ud over en grøn samvittighed også give point til bl.a. DGNB-byggerier.

- Det er bare med at komme med. De, der siger fra nu, de kommer til at stå og banke på om 2-3 år. Så må vi se, om der er plads til dem, siger Kent Fonseca.

Læs mere under billedet...
Gentræ-ambassadør Kent Fonseca tager sin nye Gentrailer med til møde med potentielle samarbejdspartnere. Siger de ja tak til konceptet, læsser han straks et U-jern af, så byggepladsen allerede fra dag ét kan gå i gang med at sortere det ofte genbrugelige træ fra.

Vil også genbruge plastfolie
Gentræ har pt. et samarbejde med fire københavnske byggepladser. Foreløbig er afhentning af træ fra interim-foranstaltninger begrænset til store byggepladser i København, Køge og Roskilde, da konceptet også rent logistisk skal give mening. Desuden har Gentræ udvalgt seks dimensioner, som der er efterspørgsel på, og som kommer retur i store mængder. Træet skal desuden være velegnet til genbrug. Foreløbigt er ca. 50 ton træ reddet fra de store ovne, og genbrugstanken har nu bidt sig fast i byggecenterkæden. Så det stopper ikke med Gentræ:

- Vi er startet så småt med plastfolie ude hos en enkelt kunde. De samler det ude på byggepladsen, men der har de jo ikke lige en ballepresser stående, så vi tager det retur, baller det for dem og sender det i loop igen. Solum har også kontakt med Roskilde Kommune om sociale arbejdspladser så der udover den miljømæssig gevinst også bliver et socialt bæredygtigt aspekt. Mængden er ikke helt til at ansætte yderligere folk til det endnu, men det skulle gerne komme. Så Gentræ afføder helt klart flere måder hvorpå vi kan hjælpe vores kunder med at opnå deres bæredygtighedsmål og ambitioner, slutter Louise Askær-Hune.

Som vinder af Circular Construction Challenge er Gentræ i dag delvist finansieret af Realdania.

louise@odsgard.dk

30/10 2020