Aktuelle nyheder - Træ

Vil satse endnu mere på miljøvenligt træ til byggerietIndehaver Christian Bidstrup foran den ældste tømmerhal på vel nok Danmarks ældste tømmerplads. Hallen er bygget i 1700-tallet og indeholder i dag diverse træsorter, der ligger til tørring og luftning

Vil satse endnu mere på miljøvenligt træ til byggeriet

Christian Bidstrup lægger nu al sin fokus på at udvikle Lundeborg Træ, som de seneste år har stået i skyggen af en succesfuld tid med plankeborde

Del artiklen på

Erhverv - miljø

Tekst og foto: Louise S. Strøbech

’Det her er robinie importeret fra Ungarn, det her er valnød og her er der europæisk eg. Her er der ubehandlede douglasplanker, og røget eg og kirsebær og herovre ligger der amerikansk valnød. Her er der kastanje fra Spanien og her er der platan. Vi har naturpæle med og uden bark, hegnspæle, tømmer, planker, brædder, terrassebrædder, cylinderdrejede pæle, palisader’.

En rundtur i de rødmalede haller på den gamle trælastgrund Baagøe & Riber Plads hos Lundeborg Træ er én lang opremsning af de mange forskellige træsorter, som indehaver Christian Bidstrup sælger. Mange af træsorterne sælges til terrasser, bindingsværk, facader, specialopgaver og hegn, mens andre primært har været brugt i forbindelse med den tilknyttede virksomhed Lundeborg Plankeborde, som Christian Bidstrup er ved at afhænde.

- Det har været sjovt men også krævende at køre Lundeborg Plankeborde ved siden af trælastvirksomheden, for det tager tid både at producere, sælge til private kunder og distribuere de ofte lange og tunge borde. Og jeg er altså mere til byggebranchen end til møbelbranchen, så jeg glæder mig til at udvikle Lundeborg Træ, som har passet sig selv lidt de seneste par år i forbindelse med, at plankebordene blev mere og mere populære, fortæller Christian Bidstrup og tilføjer:

- Nu vil jeg hellere bruge min tid på de miljøvenlige byggematerialer, vi har, og som jeg har beskæftiget mig med i 20 år, Og så glæder jeg mig også til at få mere tid til at komme ud til de europæiske savværker, vi samarbejder med, siger Christian Bidstrup, som levere til byggebranchen i hele landet.

Artiklen fortsætter under billedet...

I dag sælger Lundeborg Træ til og via trælaster over hele landet. - Håndværkerfirmaer kommer efter aftale, og trælasterne sender også gerne slutkunder herned, så de kan få det helt rigtige træ til deres projekt, siger Christian Bidstrup og fremviser høvlede douglasplanker i 100 % kernetræ og målene 32x193 mm.

Trendy linoliemaling
Christian Bidstrup er oprindeligt uddannet tømrer. Efter 23 års arbejde som tømrersvend, -formand og -mester etablerede han Lundeborg Træ i 1997 – dengang under navnet Lundeborg Farvehandel. Virksomheden opstod, fordi han i 1996 ikke selv kunne finde linoliemaling på det fynske marked i en tid, hvor linolieprodukter blev tiltagende populære. Han besluttede sig derfor til selv at begyndt at sælge linoliemalingen fra en 24 m2 pavillon, der blev placeret på græsplanen på privatadressen i Lundeborg.

- Der var kæmpe bevågenhed om linoliemaling der i slutningen af 1990’erne, så der blev skrevet artikler og taget billeder, og der kom store artikler i de lokale aviser. Da jeg startede mig egen farvehandel med speciale i linolieprodukter i 1997 stod kunderne i perioder i kø helt ud på vejen. Linolie var enormt trendy, siger Christian Bidstrup, der tog konsekvensen og stoppede som tømrermester, da linolien og udvidelse til også at sælge træ og vinduer efterhånden optog al hans tid.

- Jeg kunne ikke både være tømrermester og sælge træ og linoliemaling, siger han.

Unikke borde
At der kom træ og vinduer på salgspaletten, øgede behovet for plads, så i 2000 flytter virksomheden til Hesselager, hvor der er bedre plads til de nu mere pladskrævende varer. Salget udvikler sig fra privatsalg til engrossalg til virksomheder, kommuner og trælaster, og i 2006 begynder Christian Bidstrup at importere træ. I 2007 ændres firmanavnet til Lundeborg Træ.

I 2010 begyndte virksomheden at producere og sælger plankeborde. Interessen for de unikke borde var stor i Danmark, og da Lundeborg Træ 2012 flytter til den historiske – og store – tømmerplads på Baagøe & Riber Plads ved Svendborg Havn, etablerer han i samme ombæring Lundeborg Plankeborde, der siden har solgt mere end 1000 unikke plankeborde.

Artiklen fortsætter under billedet...
Under en oprydning spottede Christian Bidstrup noget robinie importeret fra Ungarn. Da han skar dem op, fremkom de fineste træbriketter, som han forventer at nogen kan bruge til at stille glas og flasker på. - De skal i hvert tilfælde ikke smides ud eller bruges som brænde. Det er de alt for fine til, siger Christian Bidstrup, der tydeligvis er træmand helt ind til benet.

Tilhænger af egetræ
Men er der kommet fuld fokus på trælastvirksomheden med den unikke placering i de fredede bygninger ved Svendborg Havn. Med 2250 m2 under tag i både åbne trælader og lukkede trælasthaller, hvoraf den ældste hal er bygget i 1700-tallet og den yngste trælade er fra 1911.

- Vi mærker en stigende efterspørgsel på miljøvenligt træ, så vi skal have endnu mere træ på lager, og så skal vi gøre lidt mere for, at det bliver solgt. I øjeblikket sælger vi mest douglas og egetræ. Egetræ er jeg personligt stor tilhænger af. Det kan bruges til mange forskellige ting, og hvorfor bruge tropisk træ til en terrasse eller til hegnspæle, når man lige så godt kan bruge europæisk egetræ? Vi var faktisk nogle af de første, der begyndte at tilbyde egetræ til terrasser for 12 år siden. Nu er det blevet en vare, som mange ønsker for at undgå trykimprægneret træ eller tropisk træ, der har rejst kloden rundt, før den lander på en dansk terrasse.

- Vi sender også læs med kastanjetræ til høvling i Odense. Det er en af de nyere træsorter hos os. Den er mere rolig end robinie, og ligger vel midt mellem robinie og egetræ. Det bliver ikke så skævt, og skal ikke ligge så længe for at falde til ro, siger Christian Bidstrup, der er en af få i Danmark, der sælger egestolper til bindingsværk.

- Eg skal gerne stå og lufttørre i minimum 2-3 år, hvis det skal bruges til bindingsværk, men det er ikke ualmindeligt, at vi har egestolper liggende i 5 eller endda 15 år. Så vi skal hele tiden være nogle år foran behovet, siger Christian Bidstrup, der, med sin baggrund som tømrer, har stor viden om, hvad han sælger.

Læs mere om Træ

19/8 2019