Aktuelle nyheder - Træ

Vinder begge hovedpriser til årets FSC Design Award Emma Bukhave Vidarsson (tv.) og Anna Ohmsens vinderpendel Frames er æstetisk smuk, arkitektonisk, magisk og dragende, lyder det fra dommerpanelet.

Vinder begge hovedpriser til årets FSC Design Award

Det er første gang i konkurrencens historie, at nogen løber med både Mad & Boligs designpris og FSC Design Award

Del artiklen på

51 design- og arkitektstuderende fra hele landet udstillede fra 13.-14. november deres bud på fremtidens bæredygtige trædesign hos Aller Media på Havneholmen i København. 35 designs blev vurderet af et professionelt dommerpanel fra designbranchen, som oplevede innovative designs lige fra garderobebænke, lamper, reoler og bænk til et altanmøbel.

De suveræne vindere blev Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK) med designet Frames, der ifølge dommerne er en tidløs og dynamisk pendel bestående af simple og gentagne trærammer. Rammerne er udelukkende lavet af FSC-certificeret træ, som understreger designernes fokus på bæredygtighed.

- Frames er æstetisk smuk, arkitektonisk, magisk og dragende og der er tænkt over former, materialer og farver – alt dette er grundene til, at Frames vinder dette års konkurrence, lyder begrundelsen fra årets dommerpanel.

Gitte Willemoe Matzen, chef for FDB Møbler hos Coop Danmark A/S og dommer i årets konkurrence, beskriver Frames således:

- Lampen Frames skiller sig ud på en overbevisende måde ved sit magiske dragende design. Lampen inviterer til, at man går på opdagelse i designet, som vil optræde forskelligt hver gang det betragtes. Og så er der en befriende taktilitet over lampen, som er et rungende modsvar til den digitale bølge der også skyller ind over belysning som kategori i dag, udtaler hun og fortsætter:

- Lampens ansvarlige profil omkring produktion og fragt har naturligvis også vægtet i bedømmelsen – men det er skønt og bekræftende at se design og ansvarlighed gå hånd og hånd i dette design.

Overvældende med to priser
Vinderne Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen synes ikke overraskende, at det er overvældende at vinde både FSC Design Award og Mad & Boligs Designpris,

- Vi er virkelig glade og taknemmelige. At dommerne har valgt vores design, er en kæmpe cadeau, som ikke helt kan beskrives. Det er et tegn på, at vores design fungerer funktionelt og ikke bare er godt på billeder. Det betyder altså at de kan se muligheder i Frames og at det er et produkt som rent faktisk kan produceres. Det er vi meget beæret over og glæder os til vores sparringsforløb med Kvist Industries, siger de.

Artiklen fortsætter under billedet...
De suveræne vindere Emma Bukhave Vidarsson (tv.) og Anna Ohmsen kan nu se frem til en tur til møbelproducenten Kvist Industries fabrik i Estland – og en tur ud i en FSC-certificeret skov. Sammen med møbelproducenten skal de unge designere nu produktmodne ideen, så Frames også har en bæredygtig forretningsmæssig fremtid.

Stort engagement i bæredygtighed
Søren Dürr Grue, direktør i FSC Danmark, glæder sig over, at de studerende har vist et højt fagligt niveau og et stort engagement i bæredygtighed. Og at det er tydeligt, at de har en dyb fornemmelse af behovet for at tænke bæredygtighed ind i deres designs.

- Designere har en stor indflydelse på de produkter, der ender på butikshylderne, og når bæredygtighed tænkes ind i designet, er det nemmere for forbrugerne at vælge bæredygtige produkter, siger han.

Som vindere af FSC Design Award 2018 modtager Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen et unikt samarbejde med møbelproducenten Kvist Industries. Sammen indgår de et spændende sparringsforløb omkring udviklingen af Frames.

Som en del af forløbet rejser Emma og Anna til Kvist Industries fabrik i Letland, hvor de sammen vil arbejde på at udvikle prototypen frem imod et salgsklart FSC-certificeret produkt. På turen får Emma og Anna også mulighed for at opleve en FSC-skov på nært hold og gå på opdagelse i landets fantastiske vilde natur.

- Vi skal nu sammen med vinderne produktmodne ideen – således at produktet har en bæredygtig forretningsmæssig fremtid. Det kunne jo være interessant, hvis en af vores eksisterende kunder vælger at tage produktet til sig, udtaler Søren Kvist og fortsætter:

- Designvinderne skal have muligheden for at få indsigt i vores proces fra ide til produkt og hvordan de næste step vil forløbe såfremt produktet sendes i en større produktion. Endvidere skal vinderne have indsigt i hvordan vi hos Kvist Industries arbejder med FSC-træ i dagligdagen, som en del af en bæredygtig strategi.

Vinder endnu en pris
Ud over prisen for FSC Design Award uddelte Mad & Bolig også deres årlige design – og ærespris. For første gang i FSC Design Award historien, gik Designprisen også til Design Award vinderen. Designprisen gik altså til Emma og Anna fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK) med designet Frames. Ud over æren får de et interview i magasinet Mad & Bolig og det multifunktionelle møbel Radius fra FDB Møbler.

Mad & Boligs ærespris gik i år til Skagerak for at have gjort en forskel. Siden 1976 har Skagerak produceret møbler, havemøbler og accessoires i træ med fokus på etik og bæredygtig produktion. I dag er omkring 55 % af deres totale produktion FSC-certificeret, og ambitionen er, at 100 % af produktionen skal være certificeret i slutningen af 2020.

-los


Læs mere om Træ

15/11 2018