Aktuelle nyheder - Værktøj & arbejdstøj

Fuldt hus hos Milwaukee

Fuldt hus hos Milwaukee

Håndværkere fra hele landet lagde i foråret vejen forbi Milwaukees VIP-event i Hvidovre. Hands-on og dialog med Milwaukees produktspecialister gav deltagerne et godt indblik i de mange forskellige produkter, og den danske afdeling blev synliggjort

Del artiklen på

Af Hans Windeløv

Ca. 170 håndværkere tilsammen lagde vejen forbi Milwaukees danske hovedkvarter i Hvidovre i Storkøbenhavn på to eventdage i april måned. Både lørdag den 2. og 9. april var der masser af demonstrationer og ’handson’ på de syv stationer som håndværkerne gruppevis cirkulerede mellem.

- Det er et nyt koncept, vi har stablet på benene. I år var første gang. Det gik faktisk rigtigt godt. Stemningen var i top, og dømt ud fra travlheden på standene og de positive tilkendegivelser fra deltagerne er jeg sikker på, vi gentager succesen.

Sådan siger Daniel Lawaetz, som er marketingansvarlig for Milwaukee Danmark.

Som han kommer ind på, bruger man en del ressourcer på dialogen med forhandlerne i det daglige. Det er både helt naturligt og nødvendigt. Det er dog også vigtigt for producenten at komme tæt på slutbrugerne. Ikke mindst for en amerikansk producent, som satser stort på det danske og nordiske marked.

- Produktudviklingen foregår i USA. Milwaukee er et ingeniørtungt foretagende med masser af dygtige udviklere. Markederne i henholdsvis USA og Europa er dog ret forskellige. Og der er også forskelle på Norden og resten af Europa, når det handler om det værktøj, som hitter henholdsvis det ene og det andet sted, siger Daniel Lawaetz.

Feedback og fokus på dialogen
Til eventen kunne de forventningsfulde håndværkere som de første bl.a. se den meget efterspurgte dyksav som Milwaukee snart lancerer.

Dyksaven er netop et godt eksempel på et stykke værktøj, som er utroligt populært i Norden, men som til gengæld er stort set fraværende på det amerikanske marked.

- Derfor er det vigtigt, at vi er i tæt kontakt med de danske håndværkere. De kommer med input og uvurderlig viden til, hvordan man kan videreudvikle og forbedre værktøjet. ’Skærmen risikerer at ryge af ved bestemte manøvrer. Og giver dårligt udsyn ved andre’. ’Knappen sidder forkert’, ’Klingen skal være nemmere at montere’. Feedback i den stil er guld værd for os som producent. Det er jo håndværkerne som er eksperterne, og som kender til problemstillingerne ude på byggepladserne. De ved, hvornår værktøj virkelig er effektivt, sikkert og nemt at arbejde med. Vi ønsker jo at lave værktøj, som er skræddersyet til opgaverne, og derfor er vi interesserede i at få en seriøs dialog med håndværkerne. Det har vi gode erfaringer med. R&D-afdelingen i USA sætter pris på de meldinger, som kommer fra de forskellige markeder. Og derfor er det utroligt værdifuldt at afholde arrangementer af den slags, vi havde premiere på i april måned, siger Daniel Lawaetz.

Good Vibrations
Eventen fandt sted på etagen over Milwaukees lokaler i Hvidovre. Man havde lejet et areal på 3000 m2, ryddet det og gjort syv stationer med værktøjspræsentationer klar. Deltagerne i eventen cirkulerede mellem stationerne i hold. Og der var mulighed for afprøvning af produkterne med ’hands-on’ og også for uddybende forklaringer fra Milwaukees produktspecialister.

- Det er vigtigt at deltagerne selv får mulighed for at mærke værktøjets vibrationer, vægtfordeling og ydeevne. Når de står med savsmuld i håret og arbejder, har de også de bedste muligheder for at vurdere, hvad de har med at gøre. At de samtidig kan spørge ind til funktioner og fordele, gør bare hele seancen ekstra god, forklarer Daniel Lawaetz og kommer ind på, at snakken mellem deltagerne i de forskellige grupper også er et vigtigt element.

- Man giver måske gode tips, deler erfaringer og kommer ind på forskellige måder at løse opgaver på. Og så hygger man sig i det hele taget.

Selvom håndværkerne faldt over værktøj, som de mente, de kunne få brug for, blev der ikke solgt værktøj i forbindelse med eventen.

- Vi vil selvfølgelig vise, hvilke produkter og løsninger vi har i sortimentet. Og på den måde inspirere til brug af vore produkter. Men vi har ingen bagtanker om direkte salg ved sådanne seancer. Falder håndværkerne over værktøj, de mener, kan være nyttigt i firmaet, kan vi selvfølgelig godt tage en snak med forhandlerne, de normalt handler hos og sætte gang i en ordrelevering til byggemarkedet.

Vi vil vise, hvem vi er
Milwaukee laver et bredt program af værktøj med bl.a. 12 V- og 18 V-batterier, der hver især passer til en kæmpe serie af forskellige værktøjer. Til eventen viste man produkter til brug i blandt andet byggeindustrien, VVS, EL, tømrerfaget og autoværksteder. Milwaukee havde selv 12 mand på plads, og Daniel Lawaetz var faktisk overrasket over den store opbakning fra deltagerne.

- Det var en stor fornøjelse for os hos Milwaukee, at vi kunne samle så mange i nogle inspirerende rammer. Ud over værktøjet ville vi jo også gerne vise, hvem vi selv er.

Selv om begge eventdage lå om lørdagen, var der fyldt godt op. Der var deltagere fra hele landet, og flere kom hele vejen fra Nordjylland.

- Måske spiller det ind, at håndværkere generelt har været afskåret fra lignende arrangementer i godt to år på grund af coronaen og nu endelig har mulighed for at opleve sådanne tiltag. Vi er i hvert fald rigtigt godt tilfredse. Det var den første event af sin slags for vores vedkommende og vi skal selvfølgelig evaluere. Jeg er dog helt overbevist om, at vi laver lignende arrangementer i fremtiden også.

-dc

Læs mere om Værktøj & arbejdstøj

8/8 2022
VærktøjAkku værktøjÅndedrætsværnArbejdshandskerArbejdslampeBefæstigelseBeskyttelsesdragterEl værktøjFaldsikringHovedværnIndustriel malingIndustristøvsugereIsoleringsholderKonstruktions markeringsmalingLaserLinie markeringsmalingMaterielopbevaringRustfri skruerSikkerhedSkruerSnavsspray Eco venlig systemStål skruerTekniske produkterTyverimærkning værktøjVærktøjskasserVærktøjsmaskinerTilføj dit firma her.
Send en mail.