BAT: Lyt ikke til den polske førerhundSekretariatschef i BAT-kartellet Gunde Odgaard

BAT: Lyt ikke til den polske førerhund

BAT opfordrer regeringen til at støtte EU-Parlamentets linie i kampen for en revision af Udstationeringsdirektivet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

EU's ministerråd og EU-Parlamentet er i færd med at revidere det eksisterende udstationeringsdirektiv, og det glæder umiddelbart BAT-kartellets sekretariatschef Gunde Odgaard, der gennem mange år har presset på for, at udstationeringsvilkårene, som udstationerede bygningsarbejdere lever og arbejder under, forbedres væsentlig.

Især den nye franske præsident presser på for at finde frem til et acceptabelt resultat af forhandlingerne om en revision af Udstationeringsdirektivet, men der er ifølge Gunde Odgaard ’væsentlige og afgørende forskelle’ på de ændringsforslag, som EU-Parlamentet fremfører i forhold til Ministerrådets ændringsforslag.

Bedre juridisk ståsted
BAT ligger ifølge et notat tættest på EU-Parlamentets holdninger, men én af de væsentligste forskelle - set fra et dansk synspunkt - er, at EU-Parlamentet ønsker, at Udstationeringsdirektivet nu skal hvile på et ’dobbelt traktatmæssigt grundlag’.

Gunde Odgaard siger til BygTek, at det dobbelte lovgrundlag er det vigtigste emne, fordi det har indflydelse på fremtidige sager:

- Det er vigtigt, at det ikke kun er de økonomiske friheder, som regulerer arbejdskraftens frie bevægelighed, men at der også er en henvisning til arbejdstagerrettigheder. Det vil alt andet lige, give udstationerede arbejdstagere et bedre juridisk ståsted, skulle der blive brug herfor.

Ulogisk
- Samtidig virker det ulogisk, at man i EU ved den sidste traktatændring indførte den sociale protokol om arbejdstagerbeskyttelse, hvis man nu ikke benytter dem til en revision af reglerne. Særligt hvis man ikke benytter dem på så sårbar en gruppe, som udstationerede arbejdstagere. Her må de da for alvor høre hjemme. Det er ulogisk ikke at henvise til det, men det er fordi, nogen ikke vil siger Gunde Odgaard.

Blåstempling af klausuler
En anden rigtig væsentlig ting for BAT er, at EU-Parlamentet i modsætning til Ministerrådet foreslår, at alle underentreprenører i den enkelte medlemsstat, kan pålægges at følge den overenskomst og de løn- og arbejdsvilkår, der eksisterer for hovedentreprenøren.

- Det vil medføre en yderligere blåstempling af arbejdsklausuler. Arbejdsklausuler, som i forvejen kan indføres i EU-landene eller af individuelle bygherrer eller opdragsgivere. Det vil være godt, om man fra EU sender et klart signal om, at underentreprenørers udstationerede arbejdstagere skal sidestilles og ligestilles med dem, som eventuelt måtte arbejde for hovedentreprenøren. EU-landene kan selvstændigt kræve, at underentreprenørers ansatte skal have samme løn- og arbejdsvilkår som de ansatte hos hovedentreprenøren, noterer BAT’s sekretariatschef.

Længde for udstationering
Der er også forskelle på Ministerrådet og EU Parlamentet i forhold til længden af udstationering. Parlamentet foreslår 24 måneder. Ministerrådet foreslår en udstationeringsperiode på 12 måneder, som eventuelt kan forlænges med 6 måneder, så det i alt kan blive op til 18 måneder.

- Eftersom udstationering altid har skullet være en midlertidig foreteelse og, at den gennemsnitlige udstationeringsperiode ikke overstiger 3 måneder, så må man nok sige, at 24 måneders udstationering er i den høje ende og derfor foretrækker vi på dette punkt den begrænsning, som EU's ministerråd foreslår, understreger Gunde Odgaard, som samtidig efterlyser, at både Parlamentet og Ministerrådet slår fast én gang for alle, at lønbegrebet og belønningsbegrebet er et nationalt anliggende og, at udstationeringsdirektivet, og resten af EU for den sags skyld, ikke skal blande sig i det.

Polen er førerhund
Ifølge Gunde Odgaard er der i EU's Ministerråd ’et ret stort mindretal, som i den grad prøver, at udvande udstationeringsreglerne’:

- Det er selvfølgelig Polen og deres bande af de andre øst- og centraleuropæiske lande, som ikke nødvendigvis synes at det her, er en blomst, der er groet i deres have. De ser ingen grund til ligeløn. De ser ingen grund til ligebehandling. Det er jo egentlig mærkeligt al den stund, det præcis handler om deres statsborgeres ve og vel, når de arbejder i andre lande. Man kan undre sig. Det har vi gjort længe. Det er vi holdt op med, siger Gunde Odgaard.

Vil ikke komme til fornuft

Tingendes tilstand er ifølge BAT's sekretariatschef, at der er regeringer i EU, som bare ikke vil komme til fornuft på dette område:

- Derfor må de naturligvis bekæmpes med alle midler. Vi håber ikke, at den danske regering stiller sig bag de holdninger, som der gives udtryk for fra Polen og resten den gruppe lande, som Polen er førerhund for, siger Gunde Odgaard, der håber, at Ministerrådet i denne sag vil følge EU-Parlamentets linie:

- EU-Parlamentet er jo det eneste i EU, der har et folkeligt mandat, slutter Gunde Odgaard.

 

16/11 2017