Bevis for solafskærmnings bidrag til certificering
Fischer Danmark og Blendex kan nu dokumentere, hvor mange point deres egenproducerede screens kan opnå inden for DGNB, BREEAM og LEED
De to søsterselskaber Fischer og Blendex ønsker at bidrage til det ansvarlige byggeri. Det er baggrunden for, at virksomhederne har fået deres screens evalueret og nu inden for de tre certificeringsordninger DGNB, BREEAM og LEED kan dokumentere, hvor mange point solafskærmningen bidrager med til en bygnings certificering.
DGNG er en tysk ordning, som Danske Green Building Council har peget på som det mest hensigtsmæssige system for danske forhold. Certificeringen er den mest vidtgående og vurderer på miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social- og funktionel kvalitet, teknisk kvalitet, proceskvalitet og lokaliseringskvalitet.
BREEAM er en engelsk ordning, der er tilpasset det enkelte lands og/eller de europæiske standarder. Bæredygtige byggerier bedømmes efter 10 kategorier: Ledelse, sundhed og trivsel, energi, transport, vand, materialer, affald, arealforbrug og økologi, forurening og innovation.
LEED er en amerikansk ordning, der tager udgangspunkt i amerikanske standarder og er relevant for virksomheder på det internationale marked. Certificeringen vurderer - udover energiforbruget - også bygningens placering, vandforbrug, materialevalg, indeklima, ledelse, affald og en række andre parametre.
-kj