Boligejere dropper gør-det-selv bøvl
Næsten hver fjerde boligejer betaler gerne for ydelser, der gør hverdagen lettere og frigør tid, og det mærkes i byggebranchen, hvor der bliver brugt flere penge på håndværkerhjælp end nogensinde før
Tid er en yderst eftertragtet vare i de danske hjem. Det viser en ny undersøgelse blandt 3.000 boligejere i Skandinavien, som vindueskoncernen Inwido og KPK Døre & Vinduer har foretaget i samarbejde med den internationale analysevirksomhed Kairos Future.
Af undersøgelsen fremgår det, at hele 23 procent af de adspurgte tilkendegiver, at de er villige til at betale for stort set alle services, der kan gøre det daglige liv lettere og give mere tid.
Bruger rekordmange penge på hjælp
Den tendens påvirker blandt andet byggebranchen, hvor man i højere grad bestiller håndværkeren fremfor at kaste sig ud i de store gør-det-selv-projekter. Sådan lyder det fra KPK Døre & Vinduers salgschef Peter Bechmann.
- Ifølge tal fra Dansk Byggeri brugte vi danskere sidste år rekordmange penge på håndværkerhjælp. Ved at vælge håndværkeren frigør det tiden til andre ting som eksempelvis familien, og som undersøgelsen viser, er netop tid et utroligt vigtigt parameter ude i hjemmene. Desuden kan et gør-det-selv-projekt være meget omfattende og krævende mentalt, men de bekymringer slipper man for ved at vælge en dygtig håndværker, fortæller Peter Bechmann og fortsætter:
- Det betyder, at et at de vigtigste produkter, som håndværkerne sælger, faktisk er tid og overskud. Det er en vigtig pointe, som man måske ikke lige tænker over i hverdagen, når man eksempelvis giver et tilbud på udskiftning af vinduer eller ombygning af køkken osv. Her kan man i salgsarbejdet med fordel tydeliggøre selve processen på linje med udsigterne til det endelige resultat.
-jhn