Byggekranerne vokser ikke ind i himlen

Bygge- og anlægsbranchen skaber fortsat job, men Dansk Byggeri forventer, at tempoet i jobskabelsen vil falde

I juli 2017 blev halvtreds måneders ubrudt fremgang i beskæftigelsen på det samlede arbejdsmarked bragt til ophør.

Ifølge Danmarks Statistik faldt den sæsonkorrigerede beskæftigelse af lønmodtagere i juli med 1.200 personer, og det er første gang i over fire år, at beskæftigelsen faldt.

- Der er for tiden en positiv udvikling i dansk økonomi, trukket af arbejdsmarked, boligmarked, privatforbrug og sunde offentlige finanser. Og det ændrer en enkelt måned med faldende beskæftigelse ikke på, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

- Med færre job i juli blev en flot stime på halvtreds måneder i træk med fremgang i beskæftigelsen brudt. Det måtte ske på et eller andet tidspunkt, og det er ikke voldsomt overraskende. Den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen, arbejdstidsregnskabet, viste nemlig også for nylig et fald i antal arbejdstimer i 2. kvartal, siger Bo Sandberg.

Byggeriet holder fortsat fanen højt
I modsætning til det samlede arbejdsmarked, holdt byggeriet fast i den opadgående trend også i juli, hvor der skabtes yderligere ca. 800 job i byggeri og anlæg. Men også i byggeriet venter Dansk Byggeri en lidt mere moderat jobvækst fremover.

- Det seneste år er beskæftigelsen i byggeriet ganske vist steget med 3,3 procent. Men de præsterede arbejdstimer er kun steget med 1,6 procent. Det er en naturlig følge af fire års kraftig fremgang, med i alt 21.000 flere beskæftigede, at tempoet nu ventes at gå lidt ned, siger Dansk Byggeris cheføkonom.

- Nybyggeriet af boliger er fortsat i vækst, mens pilen så småt peger nedad, især på vejanlægsområdet, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri offentliggør i oktober en ny økonomisk prognose med beskæftigelses- og aktivitetsskøn for 2018 og 2019.

- eca

21/9 2017