Digital leverandørliste letter arbejdet
Håndværkere og entreprenører får lettere ved at byde ind på opgaver i Varde Kommune, der fra 1. april skifter til en digital løsning for leverandørlisten
Varde Kommunes håndværkerliste, den såkaldte rulleliste, udfases per 1. april til fordel for en digital leverandørliste, der bliver mere fleksibel og gør opgavetildelingen mere gennemsigtig.
Rullelisten, der blev indført i 2014, skulle sikre en åben tilgang til de kommunale bygge- og vedligeholdelsesopgaver, og at opgaverne gik på tur mellem de tilmeldte håndværkere og entreprenører.
Den nye digitale løsning skal gøre det nemmere for håndværkere, entreprenører og rådgivere at komme i betragtning til kommunale opgaver. Samtidig skal den nye liste skabe mere åbenhed i udbuddet af opgaver.
- Jeg ser rullelisterne som en succes for erhvervslivet i vores kommune. Derfor er det også naturligt, at vi nu har videreudviklet og forenklet det værktøj, der bruges til fortsættelse af ordningen. Den nye leverandørliste er overskuelig og nem at holde ajour. Jeg finder det meget positivt, at rådgivningsfirmaer nu også bliver en del af listen, siger formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge
Mere gennemsigtig
Leverandørregistreringen foregår digitalt hos www.comdia.com, hvor virksomhederne skal registrere sig - også selv om de stod på den gamle rulleliste. Registrering på leverandørportalen er obligatorisk, hvis man ønsker at løse bygge- og anlægsopgaver samt tilhørende rådgivningsopgaver for Varde Kommune efter 1. april 2017.
- Den nye digitale løsning gør det lettere for os at finde de oplagte kandidater til de enkelte opgaver, ligesom virksomhederne ved registrering bliver mere synlige og på den måde tilkendegiver, at de ønsker at udføre opgaver for Varde Kommune, siger teamleder i kommunens ejendomscenter, Martin Højgaard Jensen, der kalder den nye løsning mere gennemsigtig.
-los