Fjern ikke håndværksdelen i BoligJobordningenPalle Thomsen fra Danske Byggecentre er utilfreds med, at regeringen i et finanslovsforslag lægger op til at fjerne skatterabatten på håndværksarbejde under BoligJobordningen.

Fjern ikke håndværksdelen i BoligJobordningen

Det er uklogt, at regeringen vil målrette BoligJobordningen til serviceydelser som hushjælp og havearbejde, lyder det fra Danske Byggecentre

- Det er simpelthen uklogt, og den udsigt er vi meget kede af, udtaler adm. direktør i brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

Det kan godt være, at der er gang i hjulene i byggeriet i København, men i Udkantsdanmark er håndværkerfradraget med til at hjælpe de mindre håndværksmestre. Et håndværkerfradrag betyder, at de mindre håndværksvirksomheder der arbejder lokalt i yderområderne, har noget at lave.

Derfor synes det mærkeligt, at regeringen helt vil sløjfe håndværkerfradraget, eftersom regeringen ved flere lejligheder har snakket om at sparke væksten i gang i Udkantsdanmark, lyder det fra brancheforeningen.

- De evindelige ændringer i håndværkerfradraget, de forskellige politiske udmeldinger og de destruktive stop and go-tiltag er ødelæggende for en hel branche. Regeringen bruger et værktøj, som løser strukturelle problemer til at regulere konjunkturerne. Det giver ingen mening, udtaler Palle Thomsen.

Giver dårlig stabilitet
Ændringer i håndværkerfradraget, fra en bred ordning til et mere grønt fokus i 2015 og nu til at sløjfe den helt, giver ifølge Danske Byggecentres erfaringer dårlig stabilitet i byggebranchen.

Forbrugerne får selvfølgelig lavet deres projekter, mens de kan få et fradrag, så nu spår brancheforeningen, at forbrugerne skal nå at lave deres grønne renovationsprojekter færdig, inden fradraget fjernes helt. Dette vil give meget arbejde til håndværkere det næste korte stykke tid, og derefter kan der ikke undgås en periode med mindre arbejde, hvilket ikke er godt for hverken privatøkonomien, samfundsøkonomien eller håndværksvirksomhederne.

Mere sort arbejde i vente
Flere analyser har peget på håndværkerfradraget som et vigtigt værktøj i kampen mod sort arbejde. I perioden hvor vi havde det brede håndværksfradrag i Danmark faldt det sorte håndværkerarbejde som andel af det samlede sorte arbejde fra kr. 19,1 milliarder i 2010 til kr. 7,9 milliarder i 2014, viser en opgørelse fra Rockwool Fonden.

- Håndværksfradraget har været vigtig i kampen mod sort arbejde, så regeringens tiltag vil selvfølgelig være et tilbageslag, udtaler Palle Thomsen og opfordrer regeringen til at kigge mod Sverige.

Her har de formået at nedbringe sort arbejde med 13 %, de har mindsket gør det selv-arbejde med yderligere 13 % og de skaber 15 % ekstra aktivitet i samfundsøkonomien med deres pendant til det danske håndværksfradrag.

I den svenske ordning er der adgang til tilskud til en mere bred vifte af håndværksarbejde i forhold til den danske, og der kan modtages et samlet tilskud på op til 50.000 svenske kroner (svarende til ca. 45.000 danske kroner) i løbet af et indkomstår.

Derudover er den gjort permanent.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ønsker et bredt og permanent håndværkerfradrag i Danmark, og som vi har pointeret før, synes vi det er mærkeligt, regeringen ikke vil kigge mod Sverige og lære af deres erfaringer, udtaler Palle Thomsen.


-los


1/9 2017