Fælles front mod fossile energikilder
Energifonden er kommet med fælles anbefalinger fra såvel byggebranchen som energibranchen til den grønne omstilling
Energifonden har i dag i Dansk Byggeri præsenteret vejen frem for bygningerne, når der i de kommende år skal siges farvel til de fossile energikilder for at reducere den globale opvarmning. Der er tale om fælles anbefalinger fra såvel byggebranchen som energibranchen udviklet af Energifonden.
Hos Dansk Byggeri er man meget tilfreds med, at arbejdet frem mod de ambitiøse mål om uafhængighed af fossile brændstoffer nu er bedre på vej med en gensidig forståelse mellem på den ene side de, som vil effektivisere vores forbrug af energi og på den anden side de, som har fokus på at levere grøn fossilfri energi.
- Sagen er jo den, at vi på begge sider skal levere løsninger, og der er oplagte muligheder i at finde sammen om kortlægningen, så vi bruger alle gode kræfter på den mest effektive måde, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, der har stået i spidsen for styregruppen om Roadmap 2030.
Energiforbrug i bygninger udgør næsten 40 % af det samlede energiforbrug i Danmark. I bygninger bruges energien primært til opvarmning, køling og drift. Dermed er der dels et væsentligt potentiale for energieffektivisering, men også muligheder for et samspil mellem energiforsyning og bygninger, når det gælder håndtering af mere fluktuerende energikilder, som ifølge energi- og byggebranchen karakteriserer fremtidens energiforsyning.
- Bygningsreglementet er en væsentlig innovationsdriver, når det gælder udvikling af energieffektive bygninger, herunder renovering af den bestående bygningsbestand. Erfaringerne har her vist, at det er fornuftigt at udmelde langsigtede mål, som dog også løbende må tilpasses den virkelighed, de skal fungere i, før de gøres til gældende krav, forklarer Michael H. Nielsen og fortsætter:
- En anden vigtig erfaring med at udmelde langsigtede mål er, at disse stimulerer en væsentlig innovation i såvel byggebranchen som i energibranchen. Derfor er det så vigtigt, at vi gennem Energifonden og med Roadmap 2030 nu har fået formuleret mål og midler på den proces, som ser længere fremad end vi har været vant til.
Det lover godt
De to store brancheområder på energiens og byggeriets område har med Roadmap 2030 formået at afstikke rammer og væsentlige sigtelinjer i forhold til:
- Bygningsreglementet 2020 - og efterfølgende BR2025 og BR2030
- EU-reguleringer fx: Bygningsdirektivet og VE-direktivet
- Samspillet mellem energiforsyning og bygninger
- Nye fokusområder i forhold til fx bæredygtighed og indeklima
- I Dansk Byggeri har vi meget store forventninger til de samarbejder, der nu er lagt en køreplan for. Vi har oplevet ikke bare en bred opbakning og engagement fra såvel byggeriets som energisektorens aktører, men også fra Energistyrelsen samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det lover rigtig godt, at vi forhåbentlig kan se frem til et godt parløb mellem forsyningssiden og forbrugssiden. Det er i øvrigt helt i tråd med alle internationale tendenser og helt i tråd med den sammensmeltning, som vi inden længe vil se i forhold til for eksempel aktive energihuse, der spiller sammen med forsyningssiden, siger Michael H. Nielsen.
-kj