For få vælger håndværket

Frafaldet blandt elever på landets erhvervsskoler er alarmerende højt, advarer Håndværksrådet

Adskillige prognoser for fremtidens arbejdsmarked advarer om et stort behov for faglærte - op mod en mangel på 85.000 faglærte i 2025 ifølge Danmarks Vækstråd. Men udviklingen viser, at vi er på vej i den stik modsatte retning. Mange faglærte nærmer sig pensionsalderen, og samtidig er tilgange til erhvervsuddannelserne faldet meget de sidste 10 år, og nye tal fra Undervisningsministeriet for tilgange til erhvervsuddannelserne i sommeren 2017 viser, at otte procent færre elever er begyndt på en erhvervsskole. Det vil gøre manglen på faglærte meget alvorlig, hvis der ikke findes løsninger.

 - Vi har så utrolig meget brug for faglærte på arbejdsmarkedet allerede nu, og prognoserne viser, at behovet vil stige de næste år. Vi bliver nødt til at gøre noget radikalt for at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og sørge for, at erhvervsskolerne ikke konstant må skære ned. Det er nedbrydende for de faglige miljøer, der skal tiltrække de unge, og vi er nødt til at finde en fremtidssikret løsning nu, opfordrer Dorte Kulle, der er uddannelsespolitisk konsulent i Håndværksrådet.

-kj

2/10 2017