Fra klasseværelse til byggeplads
Byggepladsen bliver det nye klasseværelse i Høje-Taastrup Kommune, hvor et projekt kaldet ByggeBoxen skal lære skolebørn om de mange uddannelses- og karrieremuligheder inden for byggeriet
Folkeskolebørn i Høje-Taastrup Kommune kan snart bytte bøger og tavleundervisning ud med byggeplads og sikkerhedshjelme, når de inviteres indenfor i byggeriet af kommunens nye bydel Nærheden.
Initiativet kaldes ByggeBoxen, og det er et skemalagt afbræk for elever i 4.-7. klasse, som skal introducere dem for de mange muligheder inden for bygge- og anlægsbranchen.
- Nærheden er et af Danmarks største byudviklingsprojekter, og når et byggeri er i den størrelsesorden, vil der være meget viden og mange indtryk at hente. Derfor var det oplagt at blive partner i ByggeBoxen-konceptet, så børnene kan lade sig inspirere og fascinere af de mange dygtige folk på vores byggepladser. På den måde kan vi forhåbentlig også bidrage til, at flere unge mennesker vælger en uddannelse, der relaterer sig til byggeri og anlæg, siger Ole Møller, direktør i NærHeden.
Hovedstaden vil om få år mangle 7.000 faglærte
Alt tyder på, at samfundet kommer til at mangle faglærte i fremtiden. I Region Hovedstaden estimeres det, at man vil mangle over 7.000 faglærte i 2020, og sidste år valgte kun 18,4 procent af landets afgangselever en erhvervsuddannelse. Derfor har Dansk Byggeri nu udviklet ByggeBoxen-konceptet, som er støttet af Region Hovedstaden.
Høje-Taastrup Kommune og NærHeden har engageret sig som den ene partner i projektet, mens Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg samt Københavns Kommune er den anden projektpartner.
Erhvervsfagene skal tages alvorligt
Netop manglen på faglærte har længe været i fokus på Christiansborg, og den politiske ambition er, at 30 procent af de unge skal vælge erhvervsskolerne i 2025.
En ambition, man gerne vil være med til at løfte i Høje Taastrup Kommune, fortæller Kurt Scheelsbeck, byrådsmedlem og formand for Institutions- og Skolerådet i Høje-Taastrup Kommune:
- Med ByggeBoxen slår vi et slag for, at erhvervsfagene skal tages mere alvorligt i skolesystemet. Vi er mindst lige så afhængige af tømrere og elektrikere, som vi er af antropologer og læger. Og det skal vores folkeskole gerne afspejle.
I forvejen sender Høje-Taastrup Kommune flere unge på erhvervsskole end landsgennemsnittet. Sidste år var det 22,1 procent af kommunens afgangselever, som valgte en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Men med ByggeBoxen forsøger man for alvor at komme det spirende samfundsproblem i forkøbet.
-jhn