Hele landet har nu andel i højkonjunkturen
Ifølge EDC Markedsoverblik for april 2017 er salget for hele 2017 fortsat et pænt stykke foran sidste års salg
EDC Markedsoverblik for april 2017 viser de nyeste tal for boligsalg, -priser og -udbud samt tal for afslagsprocenter, salgstid og aktuelt forhold mellem udbud og salg.
Tallene er opgjort pr. 30. april. Hvor det har været muligt, er der anvendt tal for hele branchen. For at sikre størst mulig aktualitet anvendes dog i vid udstrækning EDCs egne tal. Med en total markedsandel på ca. 22 % er EDCs tal dækkende for det generelle marked.
Det er værd at notere at:
- Salget i 2017 er fortsat et pænt stykke foran sidste års salg, om end april isoleret set var dårligere end april 2016. Det er salget af ejerlejligheder, der trækker det samlede salg i april ned, og årsagen er påsken, der i år faldt i netop april, hvilket er ensbetydende med færre dage at handle boliger i. Påsken anses traditionelt som startskuddet til den del af året, hvor der sælges flest boliger, men der underskrives færre købsaftaler i helligdagene end på en normal hverdag. EDCs salg er samlet år til dato 11 % bedre end sidste år til dato, fordelt på 11 % flere villaer, 1 % flere lejligheder og hele 26 % flere sommerhuse. Den fortsat kraftige stigning i sommerhussalget kan et stykke af vejen tilskrives den højere belåningsgrænse, der langt om længe faldt på plads i slutningen af april. Sammen med den bebudede ændring af Planloven har dette skabt store forventninger i markedet om en positiv effekt på prisdannelsen på sommerhusmarkedet, således at flere vælger at købe allerede nu.
Ser man på udviklingen i salget fordelt geografisk, er det påfaldende så ens fremgangen i villasalget er i alle landets regioner, hvor alle kan notere mellem 10 og 14 % bedre salg i år. Det har hidtil især været Hovedstaden og Sjælland, der udvist størst fremgang, men nu tør EDC godt vove et øje og sige, at hele landet har del i højkonjunkturen på boligmarkedet. På sommerhusmarkedet er det alle regioner på nær Hovedstaden, der bidrager til den væsentlige fremgang,
- Priserne er fortsat stigende på 12 måneders basis, med prisstigninger på 7 % på villaer, 5 % på ejerlejligheder og 2 % for sommerhusenes vedkommende. I hovedstadsområdet som helhed ses nu svagt faldende priser, men der er tale om et statistisk fænomen, da faldet skyldes, at der i forhold til sidste år sælges relativt flere villaer i billigere områder, hvilket trækker gennemsnitspriserne ned. I hvert enkelt af delområderne i Region Hovedstaden, København By, Københavns Omegn og Nordsjælland er priserne stabile eller stigende.
Største prisstigninger ses i Nordjylland, Østjylland og Vest- og Sydsjælland.
- Salgstiderne er stort set stabile for villaer og ejerlejligheder, mens de stiger for sommerhuse, på trods af den markante stigning i styksalget. Forklaringen er, at udbuddet af sommerhuse er relativt (i forhold til salget) meget større for sommerhuse end for øvrige ejendomstyper.
- Afslagsprocenterne er generelt faldende, især i Region Sjælland, hvor der i dag i gennemsnit gives 3 procentpoint mindre afslag i den afsluttende fase af salget end for et år siden (fra 8 % afslag i snit i april 2016 til 5 % afslag i snit nu). Igen er det et billede på, at udviklingen boligmarkedet lige nu er særdeles positiv i Region Sjælland.
- Udbuddet af ejerlejligheder er stigende på 12 måneders basis, mens det er faldende for villaer og sommerhuse. Den store stigning i udbuddet af lejligheder skyldes især et stort antal nye lejligheder på markedet i Aalborg, men der er også flere lejligheder til salg i København By.
- Ejerlejlighedsmarkedet er sælgers marked i alle store byer. I Aalborg sælges der 2,5 gange flere lejligheder på 6 måneder, end der aktuelt er til salg. Dermed er dette marked det absolut mest ophedede i Danmark.
- På villasiden ser man hos EDC markeder i balance overalt i Region Hovedstaden (inkl. Bornholm), mens man i resten af landet stadig har et marked, der minder mest om købers marked.
-kj