Kan certificeres uden godkendt certificering
Firmaer kan kalde sig certificerede for arbejdsmiljø, uden at certificeringen/certificeringsbureauet er anerkendt af Danak
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kan en virksomhed med ansatte få et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, hvis virksomheden opfylder kravene hertil efter arbejdsmiljøloven. Men det er ikke et krav, at der sker en certificering i et dansk certificeringsorgan.
Det fremgår af et svar til Christian Juhl fra Enhedslisten.
Ministeren oplyser, at certifikatet skal udstedes af et certificeringsorgan, der er akkrediteret af DANAK eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan til at udstede anerkendte arbejdsmiljøcertifikater – eksempelvis det svenske SWEDAC.
Ikke mønsterbeskyttet
Samtidig gør han dog opmærksom på, at ’certificeringstitlen ikke er mønsterbeskyttet’:
- Det vil sige, at virksomheder kan kalde sig certificerede, selvom de ikke er certificeret af et akkrediteret certificeringsorgan. Det er kun DANAKs specifikke akkrediteringslogo, der er mønsterbeskyttet og tilhører staten. Man kan ikke kalde sig akkrediteret uden at være akkrediteret af DANAK eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, noterer ministeren.
Kronesmiley
Han nævner også, at hvis certificeringsorganet ikke er akkrediteret af et anerkendt akkrediteringsorgan til at udstede anerkendte arbejdsmiljøcertifikater, kan certificeringsorganet ’ikke gyldigt udstede sådanne anerkendte arbejdsmiljøcertifikater’:
- Når Arbejdstilsynet tildeler kronesmiley til virksomheder med et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, kontrollerer Arbejdstilsynet, at certifikatet er udstedt af et certificeringsorgan, som er akkrediteret af et anerkendt akkrediteringsorgan til at udstede anerkendte arbejdsmiljøcertifikater, oplyser Troels Lund Poulsen.