København lancerer guide til bevaring af bygninger i stedet for nybygNy guide skal hjælpe med til at nedbringe CO2-udledningerne fra byggeriet i Københavns Kommune. Foto: Troels Heien.

København lancerer guide til bevaring af bygninger i stedet for nybyg

Som et led i Københavns Kommunes nye Klimastrategi og Klimahandleplan skal udledningerne fra byggeriet i byen nedbringes. Det skal en ny guide hjælpe med til.

Nybyggeri er noget af det mest klimabelastende i Danmark og globalt. Derfor arbejder Københavns Kommune målrettet med at få bygherrer og entreprenører til i langt højere grad at genbruge og transformere eksisterende byggeri og genbruge byggematerialer. 

En del af det arbejde er en ny guide til at fremme bygningsbevaring og transformation af tidligere erhvervsbygninger til boliger, som der er stor efterspørgsel på.

- Vi skal tage udgangspunkt i de bygninger, vi allerede har, når vi udvikler byen - både af respekt for byens historie og af hensyn til bæredygtighed. Vi har allerede mange bygherrer, som foretrækker at udvikle eksisterende byggeri, og ved det seneste budget fik vi afsat midler til at understøtte det. 

- Og det er vigtigt, for hvis vi skal lykkes med målsætningerne i Klimastrategien, skal vi alle lære at tænke nyt og inspirere hinanden, siger Line Barfod (EL), klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune.

Guiden er lavet i et samarbejde med Over Byen Arkitekter med input fra en række bygherrer, og den henvender sig til bygherrer, rådgivere og sagsbehandlere, der skal i gang med eller er i den tidlige planlægningsfase for udvikling af en erhvervsejendom med henblik på omdannelse til boliger.

Hos Over Byen Arkitekter siger Esben Thorlacius, Partner og Cand. Arch, om arbejdet med guiden:

- Det er tydeligt, at alle involverede parter virkelig ønsker at skabe liv i de eksisterende ejendomme i stedet for at rive dem ned, men arbejdet har også afsløret, at det er en kompleks verden at navigere i, for både bygherre og forvaltningerne. 

- Guiden er derfor en hjælp til at få belyst relevante forhold, der som minimum skal være styr på.

Guiden kortlægger processen for de indledende faser i et transformationsprojekt og igennem de vigtigste emner og processer, som man skal igennem i udviklingen og risikoafdækning af et konkret transformationsprojekt.

Ud over tre trin til at klarlægge de indledende faser af et byggeprojekt indeholder guiden også tidlige overvejelser, råd og vejledning og forberedelse til dialog med kommunen.

Danica Ejendomme, Gefion Group, Freja Ejendomme, boligorganisationen AAB og CPH Invest har bidraget til kvalificering af Trin for trin-guiden.

Projektet er støttet af Bevar Mere – en indsats som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania står bag. 

Det er en del af i alt 17 projekter, der udvikler viden og værktøjer til at skabe fremtidens boliger i nutidens bygninger. Resultater fra de 17 projekter offentliggøres i 2025-2026.

Den nye guide kan downloades her: 

-dc

26/1 2026