Kommune præmierer Krøyers PladsFoto: Rasmus Hjortshøj.

Kommune præmierer Krøyers Plads

Kultur- og Fritidsborgmester overrakte Københavns Kommunes præmiering af ’Gode og smukke bygninger’ til arkitekterne bag de nyfortolkede pakhuse ’Krøyers Plads’

Og denne anerkendelse har da også stor betydning for arkitekterne, der har arbejdet intensivt med udviklingsprocessen for netop at skabe et demokratisk projekt med mange involverede interessenter.

- Krøyers Plads er resultatet af en helt særlig udviklingsproces med et formål om at skabe et unikt byggeri, hvor mange af byens parter har deltaget, og hvor vi som arkitekter har siddet centralt i denne proces. Anerkendelsen er derfor særlig interessant, fordi det også er en anerkendelse af at denne særlige proces har fungeret, siger Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Socialt åndehul i historiske rammer
De tre pakhuse ligger mellem historiske bygninger i et af Christianshavns gamle industrikvarterer og prominent placeret over for Nyhavn, Skuespilhuset og Operaen. Der er eget havneindløb samt en promenade med plateau og siddepladser, og hele området er åbent for offentligheden.

- Det er lykkedes at skabe et byggeri i det centrale København, som fremstår fuldt indpasset i den historiske bygningsmasse. Ved at nyfortolke de omkringliggende, gamle pakhuse i både højde, form og materialer forankres byggeriet i de historiske omgivelser samtidig med, at der skabes gode boligforhold og nye opholdssteder lang havnen til glæde for alle københavnere, fortæller Dan Stubbergaard, indehaver og kreativ direktør hos COBE.

Og der er da også blevet taget godt imod de nye bygninger. Alle lejligheder var solgt inden byggeriet stod færdigt, og promenaden er blevet et regulært trækplaster i de lyse måneder, hvor både lokale og turister slår sig ned og nyder de stemningsfyldte omgivelser.

- I mange år har stedet været et ’hul’ i de kontinuerlige rækker af gamle pakhuse, der ligger vinkelret på havnefronten. Bygningernes ydre og landskabet er bymæssigt interessant, velproportioneret og med kantzoner, som giver meget tilbage til byen og nærområdet, lød det fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, da han overrakte diplomer og præmier for den svanemærkede boligbebyggelse.

Også udlandet har et godt øje til Krøyers Plads, der i 2015 blev begavet med en MIPIM Award for bedste boligbyggeri, tidligere i år modtog bæredygtighedsprisen ’Green Good Design Award’, der uddeles af The Chicago Athenaeum, og før påske vandt den anerkendte internationale prisuddeling Architizer A+ Award.

-kj

2/5 2017