Mere effektiv kontrol med social dumpingBeskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen mener, at indsats mod social dumping hjælper

Mere effektiv kontrol med social dumping

Siden 2012 har forskellige regeringer i forbindelse med finanslovsaftalerne afsat penge til at styrke indsatsen over for social dumping

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det begyndte med 55 millioner kroner i 2012 og 2013 til Arbejdstilsynet, SKAT og politiet. Det tal er med finansloven for 2017 blevet til i alt 79 millioner kroner og næste år 70 millioner kroner.

Pengene til politiets del af indsatsen er ikke inkluderet, da de finansieres inden for rammerne af Politiaftalen.

Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er kontrol og tilsyn med udenlandske virksomheders regelefterlevelse, siden indsatsen mod social dumping startede, øget betydeligt:

Fælles aktiviteter
- Myndighederne gennemfører fælles kontrolaktioner og har daglige aktiviteter på området. Der er fortsat fokus på at effektivisere kontrollerne, således at ressourcerne bruges der, hvor effekten af myndighedernes indsats er størst. Endvidere arbejder myndighederne også løbende med at indhente ny viden og udvikle værktøjer, så indsatsen forbliver aktuel. Endelig har myndighederne fokus på nye tendenser blandt udenlandske virksomheder, der udfører arbejde i Danmark, skriver Troels Lund Poulsen.

Risikofyldte brancher
For at understøtte det arbejde er myndighederne ifølge ministeren i løbende dialog om branche- og virksomhedsudvælgelse til kontrolindsatsen med henblik på at sikre, at de mest risikofyldte brancher og virksomheder prioriteres højest:

- Samarbejdet betyder, at Arbejdstilsynet, politiet og SKAT stadig bliver bedre til at understøtte hinandens myndighedsudøvelse og sikre en effektiv kontrol. Myndighederne er blandt andet blevet bedre til at orientere hinanden, når en myndighed får mistanke om en overtrædelse på en anden myndigheds område. Ligeledes er myndighederne blevet bedre til at besøge virksomheder sammen og til at sikre, at myndighederne kommer hjem med de oplysninger, der er nødvendige for den videre sagsbehandling, slutter beskæftigelsesministeren.

14/12 2017