Mere hospital til LM Byg

Råhusentreprenøren skal bygge 32.500 m2 på Nyt Hvidovre Hospital, og opgaven er på over 180 mio. kr.

Hvidovre Hospital bliver udvidet med en ny bygning på 32.500 m2, som skal stå færdig i 2020. Til at udføre råhusenterprisen er valget faldet på entreprenørvirksomheden LM Byg, som dermed vinder endnu et hospitalsbyggeri:

- Vi er meget tilfredse med at have vundet opgaven, der passer godt til LM Bygs strategi om at tage andel i de kommende hospitalsbyggerier. Vi har stor erfaring med hospitalsbyggerier og arbejder benhårdt på at være den bedste leverandør af råhuse, som altid leverer kvalitet til tiden, siger administrerende direktør Hans Anker Nielsen.

Han fortsætter:

- Vi ser frem til et godt samarbejde med Region Hovedstaden og dennes rådgivere, Cowi, LINK arkitektur, Schmidt Hammer Lassen Architects, Søren  Jensens Rådgivende Ingeniørfirma, Royal Haskoning DHV og Kragh & Berglund Landsskabsarkitekter.

Udvidelsen udføres vest for det eksisterende hospital på Kettegårds Alle 30 i Hvidovre. Den nye hospitalsfløj er på 32.500 m2 samt en tilhørende 7750 m2 parkeringskælder.

De mange nye kvadratmeter bliver fordelt på fem etager, hvor stueetagen skal huse en ny fælles akutmodtagelse med direkte adgang til både obstetrisk- og neonatal afsnit. På første sal er akutmodtagelsens sengeafsnit, mens hjerteafdelingen og børneafdelingen kommer til at ligge på de to øverste etager. Kælderen vil være en forlængelse af den nuværende parkeringskælder og øge antallet af parkeringspladser på Hvidovre Hospital.

LM Byg har også opført Rigshospitalets nye P-hus med plads til 665 personbiler i 10 parkeringsdæk samt terrændæk og en kælderetage.

-kj

16/10 2017