Mere udfordrende at høste energibesparelser i ejendommeEnergi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) (Foto www jeppebnielsen com)

Mere udfordrende at høste energibesparelser i ejendomme

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt vil have afdækket, hvordan vi bedst muligt får realiseret de potentialer, der forsat er i bygningsmassen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

NCC har præsenteret Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg for en række konkrete anbefalinger til regeringens kommende energiudspil, hvoraf det fremgår, at den eksisterende bygningsmasse kan sænke Danmarks energiforbrug markant.

Derfor har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) indkaldt NCC til et møde om sagen med henvisning til, at bygningerne repræsenterer en væsentlig del af det samlede energiforbrug i Danmark:

Danmark er kommet langt
- Vi er efterhånden kommet rigtig langt med at reducere bygningernes energiforbrug i Danmark, og det betyder, at det bliver stadig mere udfordrende at høste de billige besparelser i bygningerne. Derfor pågår der et grundigt arbejde i mit ministerium, der skal afdække hvordan vi bedst muligt får realiseret de potentialer, der forsat er i bygningsmassen, oplyser ministeren i et svar til udvalget.

Lars Chr. Lilleholt understreger, at han lægger vægt på, at indsatsen står mål med, hvor meget grøn omstilling vi kan få for pengene ved at investere dem i vedvarende energi:

- Energieffektivisering vil indgå i regeringens samlede energiudspil, som jeg forventer at kunne præsentere efter nytår, skriver ministeren videre.

Der skal forskes mere i IOT
NCC peger også på, at ny internetteknologi (IOT) kan spare energi i bygninger, og det felt mener Lars Chr. Lilleholt, at der skal forskes mere i:

- Internet of things byder på spændende perspektiver i forhold til at nedbringe bygningernes energiforbrug. Ny netværksforbunden teknologi kan være en måde at finde nye besparelsespotentialer i bygningerne. Internet of Things er også en del af det at skabe et smart energisystem og er et område, hvor markedet allerede er i en stærk udvikling og løbende leverer løsninger og produkter. Det indgår i regeringsgrundlaget, at der skal udarbejdes en handlingsplan for smart energi med fokus på mulighederne inden for digitalisering, ligesom regeringen har sat penge af til en smart energi-pulje, forklarer energiministeren.

Hvad med de offentlige ejendomme?
Han oplyser der i regeringens samlede energiudspil også vil blive taget stilling til behovet for en eventuelt indsat overfor offentlige ejendomme:

- Som energimærkningsordningen er indrettet i dag, viser energimærket bygningens beregnede energiforbrug på energimærkningsskalaen. Det har været forvirrende for mange boligejere, at de ikke har kunnet genkende deres eget forbrug i det mærke, som de er blevet tildelt. Samtidig viser Energistyrelsens seneste opgørelse over mærkernes kvalitet, at der er alt for mange fejl i energimærkerne. I den kommende tid vil jeg i samarbejde med branchen finde løsninger på problemerne med energimærkningsrapporternes kvalitet, skriver ministeren til udvaget.

Faktisk målte forbrug
Han påpeger også, at energimærket i højere grad skal baseres på det faktiske, målte forbrug:

- Det kræver en øget digitalisering og et øget samspil af data. Det er derfor også et emne som jeg vil tage op med branchen i de drøftelser, som jeg vil have med dem i den kommende tid, således at boligejerne kan få et troværdigt og brugervenligt energimærke, der understøtter indsatsen for at energieffektivisere vores bygninger...

27/11 2017