Ny fliseklæber overvinder både tø, slud og frost
Ardex lancerer nu håndværkerens ultimative våben mod forsinkelser og problemer med kvaliteten på grund af ustadige vejrforhold
Nu er det slut med at være prisgivet vejrgudernes luner i de kolde og fugtige efterårs- og vintermåneder – i hvert fald hvis opgaven lyder på udendørs flisearbejde. Med Ardex X90 Outdoor har håndværkeren nemlig en fliseklæber lige ved hånden, der yder maksimal sikkerhed ved flisemontering selv i det dårligste vejr.
- Ardex X90 Outdoor er udviklet med Ardex Weather Proof Technology, som gør klæberen særligt egnet til udendørs arbejde, også hvis det eksempelvis regner, eller der er slud. Den hærder bl.a. hurtigt ved kolde temperaturer og har en modstandsdygtighed over for vekslen mellem tø og frost, som langt overgår de krav, der stilles i den fælleseuropæiske standard EN 12004, fortæller teknisk chef Carsten Rasmussen.
- Det betyder, at du eksempelvis som murer trygt kan udføre udendørs flisearealer på en terrasse også på grå efterårs- eller vinterdage, hvor dårligt vejr normalt ville betyde, at arbejdet indstilles for at undgå problemer med fliseklæberen. Selv hyppige temperaturskift omkring frysepunktet skader den ikke, fortsætter han.
Maksimal effektivitet
Den nye fliseklæber er cementbaseret og fiberforstærket, og udmærker sig bl.a. ved at være modstandsdygtig over for regn og slagregn allerede efter 2 timer. Den er samtidig gangbar og fugeklar allerede efter ca. 3 timer.
Kombinationen af hurtig afbinding selv ved lave temperaturer samt lang forarbejdningstid fra en time og opefter sikrer derudover maksimal effektivitet i det udendørs flisearbejde, når det er koldt.
Endelig egner fliseklæberen sig især til montering af sarte natursten, da dens særlige sammensætning effektivt forhindrer udblomstringer på fliserne som følge af fugt.
5 tips til effektivt udendørs flisearbejde
Ardex anbefaler generelt, at man som murer eller gulvlægger følger nedenstående gode råd, når der skal udføres udendørs flisearbejde i efterårs- og vintermånederne:
1. Følg altid leverandøranvisningerne og vær bl.a. opmærksom på produktdata om temperaturer, der står på emballagen eller kan findes online.
2. Undgå at materialerne udsættes for direkte frost, men opbevar dem tørt og sikkert både på byggepladsen, i kassevognens varerum og hjemme i firmaet.
3. Brug f.eks. vintermåtter eller etablér et overdækket og opvarmet lagerareal til materialer, der er temperaturfølsomme.
4. Sørg også for, at materialerne ikke udsættes for unødig frost under transporten til og fra byggepladsen.
5. Lavere temperaturer betyder som tommelfingerregel, at hærde- og tørreprocesserne bliver langsommere. Tag højde for dette i din planlægning og vælg evt. leverandørernes hurtigste materialer, så du minimerer risikoen for forsinkelser.
-los