Ny skatteaftale hilses velkommen
Såvel Dansk Byggeri som brancheorganisationen Tekniq er generelt tilfredse med den nye skatteaftale
Med regeringen og Dansk Folkepartis netop indgået skatteaftale hæfter adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, hæfter sig især ved, at det er lykkes at lette skatten for dem med de laveste indkomster:
- Det er positivt, at det er lykkes at lette skatten i bunden af indkomsterne, så der bliver flere penge tilbage i lønningsposen efter skat. Det er klogt at målrette skattelettelserne mod dem, der er i job, så de får en ekstra tilskyndelse til at arbejde, siger han og fortsætter:
- I betragtning af, at den politiske debat nærmest har givet indtryk af, at der er en modsætning mellem skattelettelser og mere velfærd, er det trods alt lykkedes at give helt almindelige lønmodtagere mere at gøre godt med. Men vi må også sige, at mulighederne for at bruge skattelettelser til at få danskerne til at yde en ekstra indsats er langt større, end det resultat, der er forhandlet i dag, siger Lars Storr-Hansen.
Stadig mangel på arbejdskraft
Hos brancheorganisationen Tekniq er man tilfreds med den nye aftale, og man glæder man sig over, at regeringen og Dansk Folkeparti dermed har taget et vigtigt skridt for at komme de såkaldte samspilsproblemer til livs.
- Vi anerkender, at skatteaftalen prioriterer at gøre det mere attraktivt at spare op og dermed reducerer samspilsproblemet. Det er positivt, at man har taget helt konkret fat på denne udfordring, siger Niels Jørgen Hansen, der er adm. direktør i Tekniq.
Det anslås, at den nye skatteaftale vil øge arbejdskraftudbuddet med ca. 1200 personer. Hos Tekniq havde man dog håbet på mere:
- I installationsbranchen oplever vi en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er derfor afgørende, at man både får flere ind på arbejdsmarkedet og samtidig fastholder og belønner de medarbejdere, der hver dag møder ind og yder en stor indsats, siger Niels Jørgen Hansen og uddyber:
- Vi kan konstatere, at skatteaftalen ikke løser denne udfordring. Der er stadig brug for at gøre mere for at reducere beskatningen af den sidst tjente krone og dermed gøre det mere attraktivt at arbejde. For at sikre den økonomiske vækst de kommende år, er politikerne derfor nødt til at tage fat på denne opgave igen.
-kj