Nyt eventcenter i Viborg

Viborg Sport & Event er et nyt center, der skal tiltrække og afvikle store events til området og tilbyde oplevelser indenfor musik, sport, kultur og netværk

Som et led i Viborg Kommunes eventstrategi fra 2013 om at styrke udviklingen af såvel nye som eksisterende begivenheder og events i byen bygges nyt Sport & Event-center. I alt var fem entreprenører i spil til at forestå totalentreprisen. Projektet går til Dansk Halbyggeri og forventes at stå klar i marts 2020.

KPF Arkitekter er bygherrerådgiver på sagen, som har arbejdstitlen Viborg Sport & Event. Dansk Halbyggeri leverer byggeriet og skal i samarbejde med Mangor & Nagel Arkitekter og ISC Rådgivende Ingeniør forestå fornyelsen.

Hos Dansk Halbyggeri glæder man sig over en god start på året:

- Projektet har en god størrelse og ligger godt til vores kompetencer og vores strategiske fokusområde. Vi opstarter projekteringen allerede her i januar og forventer første spadestik til maj, fortæller Birger Holm, der er projektchef hos Dansk Halbyggeri.

Projektet er et samarbejde mellem Tinghallen Kongres- og Musikhus, det eksisterende koncertsted Paletten, Viborg Håndboldklub, Viborg Fodsportsforening og Viborg Stadioncenter. Sammen ønsker man med sin bynære placering at tiltrække og afvikle store events og tilbyde unikke oplevelser indenfor musik, sport, kultur og netværk.

Om byggeriet
Entreprisesum: 62 mio. kr.
Ombygning: 5500 m2
Tilbygning: 2100 m2
Beskrivelse:
- Udvidelse af foyerområde med barer, kontorer og lounge områder
- Modernisering af eksisterende koncertsal
- Ny mindre koncertsal
- Gangbro og stiforbindelse til stadionhallerne som skal forbinde til konferencefaciliteter
- Tinghallens foyer sammenbygges med eksisterende hotel

-kj

5/1 2018