Pensionsselskaber vil investere i vækstbyer

Ny milliard-fond ser bl.a. på Holstebro, Herning, Roskilde og Køge som byer, hvor de vil sætte penge i ejendomme

Holstebro kan være en vækstby fremover. Det mener Industriens Pension og pensionsselskabet PFA, der nu undersøger mulighederne for at investere i boliger i Holstebro.

Det sker gennem en ny fond, Danske Boligejendomme, der fra har starten en formue på en milliard kroner. PFA og Industriens Pension har dannet fonden sammen med ejendomsinvesteringsselskabet Thylander Gruppen i København.

Danske Boligejendomme forventer, at der vil komme flere singler og ældre i fremtiden, og derfor bliver der behov for flere boliger i de byer, der har befolkningstilvækst. Fonden har haft Institut for Fremtidsforskning til hjælp for at finde frem til, hvilke byer der er vækstbyer.

- Vi har fokus på en lang række byer fordelt over hele landet, herunder byer som Holstebro, Herning, Roskilde og Køge. Der er mange gode muligheder for investeringer i danske byer i forskellige dele af landet, der har behov for flere boliger af forskellig art, siger ejendomsinvesteringschef Peter Frische fra Industriens Pension.

PFA har over 500 milliarder kr. under forvaltning og mere end ca. 1,2 millioner pensionskunder. Industriens Pension har 400.000 medlemmer og investeringer på samlet 150 milliarder kr.

-kj

23/2 2017