Projektbyggeriet runder 80 mia. kr.
Ifølge ny byggeprognose efter tredje kvartal forventes det nu, at der igangsættes byggerier for 80 milliarder i Danmark i 2017
Byggeriet buldrer derudad, og der er travlt på byggepladserne. De tendenser, der har vist sig i første halvår af 2017, er fortsat i tredje kvartal. Det forventes nu, at der igangsættes projekter for hele 80 milliarder kroner i 2017, hvilket er en fremgang på hele 10 % i forhold til 2016. Det viser den helt nye rapport Trends for byggebranchen Q3 2017.
- Det går forsat stærkt i den danske byggebranche, og der er ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ændrer sig, når vi ser på udviklingen for byggeriet i tredje kvartal 2017, fortæller Jens Slott Johansen fra Byggefakta, som står bag rapporten.
Lille nedjustering for boligerne
Boligbyggeriet ligger fortsat på et rekord højt niveau i 2017 på trods af en lille nedjustering af prognosen efter 3. kvartal. Der bygges rigtig mange boliger i Danmark for tiden. Ifølge den nye prognose forventes det, at der igangsættes boliger for 33 mia. kr. i 2017. Det svarer til er en fremgang på hele 29 % i forhold til 2016. Byggeriet af boliger udgør dermed hele 41 % af det samlede projektbyggeri i 2017.
Fremgang for erhvervsbyggeriet
Tredje kvartal har budt på fremgang for erhvervsbyggeriet, hvor projekterne nu igangsættes med et højere tempo end i starten af året. Erhvervsbyggeriet omfatter projekter inden for butik, kontor, lager, industri og transport. Ifølge den nye prognose forventes det, at der igangsættes erhvervsbyggerier for 12,2 mia. kr. i 2017. Det svarer til en fremgang på 14 % i forhold til niveauet i 2016.
- Erhvervsbyggeriet har ligget på et lavt niveau i 2015 og 2016. Men med fremgangen her i 3. kvartal ser det altså ud til, at erhvervsprojekterne på vej tilbage mod et pænt niveau sammenlignet med tidligere år, fortæller Jens Slott Johansen, Byggefakta.
Private bygherrer har sat tempoet op
Det er især de private bygherrer, der har sat tempoet op i tredje kvartal. Projekterne sættes i gang hurtigere end forventet, og prognosen er derfor opjusteret. Projekter med private bygherrer forventes nu at udgør hele 48,4 mia. kr. i 2017. Det er en fremgang på 15 % eller 6,4 milliarder kr. i forhold til 2016. Dermed udgør projekter med bygherretypen næsten to tredjedele af projektmarkedet i 2017.
Det er fortsat byggeriet i Region Hovedstaden, der holder niveauet oppe, men derudover ses også fortsat en markant fremgang for byggeriet i både Region Syddanmark og i Region Nordjylland i 2017.
-kj