Statsrevisorer vil kulegrave universitetsbyggerier

Forsinkelser og budgetoverskridelser i milliardklassen får nu Rigsrevisionen til at granske flere universitetsbyggerier

- Nu skal vi ikke konkludere noget på forhånd, men for mig ligner det her jo en gigantisk skandale.

Sådan lyder de hårde ord fra statsrevisor Peder Larsen (SF) til Politiken, som skriver, at Rigsrvisionen nu indleder en kulegravning af en række universitetsbyggerier.

Det sker som følge af massive forsinkelser og budgetoverskridelser i milliardklassen med Københavns Universitet og Aalborg Universitet i spidsen.

Der er ifølge statsrevisor Peder Larsen enighed blandt statsrevisorerne om, at der er behov for at skabe klarhed over de projekter som Bygningsstyrelsen står for. Det sker ifølge Peder Larsen ikke mindst i lyset af overskridelserne på Niels Bohr-bygningen. her ligger budgetoverskridelsen foreløbig på knap én milliard kroner - svarende til 63 %. Blot et par stenkast væk ligger Mærsk Tårnet, som også er budgetoverskredet. 

Ifølge Politiken skal Rigsrevisionens formentlig også se på forholdet mellem staten som ejer af bygningerne og universiteterne som lejer af dem. Rigsvisionens undersøgelse indledes i november.

- mir


19/10 2017