Østjyllands mand fortsætter i Dansk Byggeris bestyrelse

De næste to år vil Østjylland fortsat have en lokal repræsentant i Dansk Byggeris bestyrelse, da formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, er blevet genvalgt

Østjylland vil de næste to år fortsat have en lokal stemme i Dansk Byggeris hovedbestyrelse. Ejeren af tømrervirksomheden E. Anker & Søn i Åbyhøj, Michael Ancher, er på organisationens årsdag blevet genvalgt.

- Jeg ser det som en tillidserklæring, at jeg får muligheden for at præge arbejdet bestyrelsen i en ny toårig periode. Der sker mange ting i vores del af landet i de her år og særligt i byggebranchen, som har fuld fart på i Aarhus, men hvor dampen går lidt af kedlen, jo længere væk vi kommer fra vores jyske hovedstad. Det er en udfordring, som jeg forsætter med at have fokus på i den kommende periode i bestyrelsen. Der er ikke to landsdele i Danmark, der er ens, og derfor er det vigtigt, at der i Dansk Byggeris bestyrelse er repræsentanter fra hele landet, og jeg ser frem til igen at repræsentere Østjylland, siger Michael Ancher.

Solidt lokalt indblik
Michael Ancher forsætter også med at være formand for Dansk Byggeri Østjylland:

- Det er min oplevelse, at bestyrelsesarbejdet i Dansk Byggeri Østjylland giver mig et solidt indblik i, hvad det er for nogle udfordringer, som vores lokale virksomheder slås med, og hvor det er vigtigt, at Dansk Byggeri sætter kræfterne ind, siger Michael Ancher og uddyber:

- Vi skal leve af vores lokale virksomheder, og derfor er det ikke lige meget, hvordan vi behandler dem. De skal have vilkår, der gør det muligt for dem at udvikle sig og vækste og ikke mindst klare sig i konkurrencen med udenlandske virksomheder.

-jhn

28/4 2017