Vejen vises gennem handling
I en flad organisation er det vigtigt, at ledelsen er tæt på projekter, kunder og kolleger og kan være rollemodeller, give inspiration og gå forrest, siger Jens Brandt Bering, der er ny administrerende direktør hos Niras\r\n
Kim Sejr, journalist
Jens Brandt Bering er nu øverste topchef hos Niras som administrerende direktør efter at have været såvel forretningsdirektør, sektordirektør og koncerndirektør.
Det strategiske mål for virksomheden er en omsætning svarende til 5000 medarbejdere i 2030 og en indtjeningsgrad på mindst 7 %. Det skal nås på basis af en unik flad hierarisk kultur i virksomheden. BygTek stiller fem nærgående spørgsmål.
1. Hvad ser du som de største udfordringer for din virksomhed tre år frem i tiden?
- Skal jeg nævne tre ting, vil jeg fremhæve konkurrence, uforudsigelighed og digitalisering. Niras arbejder primært i Nordeuropa, hvor flere internationale, rådgivende ingeniører konkurrerer mere nu end tidligere, måske forstærket af urolighed og usikkerhed mange andre steder i verden.
Samme usikkerhed giver afmatning i nogle brancher, f.eks. fødevare- og pharmaindustri, samt opblomstring i andre som klimatilpasning, forsvar, beredskab og energiomstilling. Disse forandringer – som har en indbygget uforudsigelighed – kræver, at vi handler rettidigt og klogt.
Samtidig står digitalisering og særligt kunstig intelligens som en dobbelt udfordring: Den løfter vores produktivitet betydeligt, men kan også disrupte dele af vores forretning, hvis ikke vi selv implementerer teknologien hurtigt og dygtigt.
Og så er jeg nødt til at tilføje en fjerde ting, som ikke har noget særligt med de næste tre år at gøre. Niras kulturelle styrker kommer naturligt under pres, når vi vokser – især når det gælder international vækst. Det er en udfordring, vi skal tage alvorligt, og hvor vi er kompromisløse. Niras’ kultur er vores strategi.
2. Hvilke ambitioner har du for din virksomhed?
- Vi har et klart strategisk mål om at blive en virksomhed med en omsætning svarende til 5000 medarbejdere i 2030.
Det er hjørneflaget i vores aktuelle strategi. Målet er naturligvis ikke sat, fordi Niras’ størrelse er et mål i sig selv, men fordi det sætter os i stand til at løse større og mere komplekse opgaver for vores kunder, og dét driver os.
På helt kort sigt vil vi arbejde for, at vi når en indtjeningsgrad på mindst 7 %, og at vi for alvor får positioneret os inden for teknisk rådgivning inden for resiliens – herunder sikkerhed, forsvar og beredskab.
Indtjeningsgraden er ikke et selvstændigt mål, men konsekvensen og resultatet af succesfuldt arbejde med vores kunder og projekter, som vi skal gøre endnu bedre end tilfældet er i dag.
Derudover bliver det vigtigt, at vi får en mere ligevægtig fordeling mellem offentlige og private kunder. I dag er vi relativt tungt vægtet mod den private sektor, og jeg mener, at en sund udvikling fremadrettet kræver, at vi bliver endnu stærkere i de offentlige markeder, eksempelvis storskala infrastruktur.
Det handler ikke om at nedprioritere de private virksomhedskunder, hvor vores forretningsenheder inden for f.eks. byggeri og industri er både succesfulde og veldrevne.
Deres gode udvikling skal naturligvis fortsætte. Et fokusområde for fremtiden bliver, at øvrige sektorer skal op på samme niveau, og at vores samarbejde med offentlige kunder vokser og kommer tættere på samme størrelsesordner.
Det vil indebære, at vi løfter de sektorer, der i dag fylder mindre, op på niveau med vores mest succesfulde sektorer, så hele virksomheden står tilsvarende stærkt rent kommercielt.
3. Hvad ser du som de største ledelsesmæssige udfordringer?
- Den største udfordring er at udvikle vores virksomhed uden at gå på kompromis med den kultur, der kendetegner Niras: Autonomi og et fladt hierarki med udpræget lokal beslutningskraft, tæt på projekter og kunder, og et stærkt fællesskab, hvor vi er bundet sammen af vores musketérprincip.
Udvikling er ofte lig med forandring, og deri bor udfordringen, når man samtidig gerne vil fastholde nogle grundlæggende kulturelle elementer. Der er mange forandringer foran os, hvor man bl.a. kan nævne kunstig intelligens, internationalisering og en stærkere kommerciel kultur.
Samtidig er det en ledelsesmæssig opgave at sikre tværgående samarbejde i en multidisciplinær organisation – det er alfa omega for at kunne skabe værdi i komplekse projekter. At Niras er en multidisciplinær rådgivervirksomhed, betyder ikke automatisk, at vi er gode til at arbejde på tværs.
Det skal vi konstant arbejde på, og vi vil være excellente til netop det. Tværfagligt samarbejde er noget, man skal være dygtig til og arbejde aktivt med, og det kræver en vedvarende indsats.
Endelig skal vi fastholde vores retning, konsolidere os dygtigt og stærkt i de markeder og geografier vi er etableret i, samtidig med at vi formår at læse markedets næste bølger og sikre, at vi er blandt de første på de områder, der vokser.
4. Hvordan vil du selv bedst beskrive din ledelsesstil?
- Jeg tror på at vise vejen gennem handling mere end gennem ord, og jeg inspireres og motiveres selv meget af rollemodeller inden for givne discipliner.
I en flad organisation som vores er det vigtigt, at ledelsen er tæt på projekter, kunder og kolleger og kan være rollemodeller, give inspiration og gå forrest med de forandringer og resultater, som skal skabes.
Jeg forsøger at arbejde som rollemodel, og jeg bestræber mig på at være til stede dér, hvor kerneopgaven løses.
Jeg lægger vægt på autonomi, relationer og lokal beslutningskraft og på, at projekterne og kunderne altid står i centrum.
Det er noget, vi er sammen om – ikke noget, der ligger hos enkelte personer eller ledere, og det er samtidig projekterne, der udvikler os som organisation og individer, hvilket vi alle motiveres af, og derfor handler vores virksomhed om én ting, projekter.
5. Hvilke værdier, mener du selv, skal beskrive din virksomhed?
- Det er helt centralt, at vores kultur er kernen i Niras’ identitet. De værdier, der beskriver os bedst, og som vi skal bevare, er:
Autonomi - lokal beslutningskraft, tæt på kunder og projekter, i et fladt hierarki
Musketér-princippet - et stærkt fællesskab med tværfaglighed i praksis, ikke som struktur, men som adfærd
Partnerskaber - hvor vi altid sætter projektet og den optimale løsning i centrum, og derfor søger eksterne partnere og undgår at tro, vi kan alting bedst selv
Det er netop disse værdier, der skal differentiere os positivt i en branche med mange – og ofte større – rigtig dygtige rådgivningsvirksomheder.
CV
Karriere:
Ansat i Niras siden 2010. Forretningsdirektør og sidenhen sektordirektør. Fik som koncerndirektør i 2021 ansvaret for forsyning, infrastruktur og miljø indtil 2026, hvor han blev udpeget til administrerende direktør for Niras Group.
Har tidligere arbejdet med vand og miljø som civilingeniør, afdelingsleder og forretningschef i WaterTech (opkøbt Alectia 2007) 2000-2010.
Uddannelse:
MSc i Vand og Miljø fra DTU 1999.
Insead, Executive Management. Program, 2024.
Tillidshverv:
Formand i FRI – Foreningen af Rådgivende Ingeniører, næstformand i DI Vand.
Bestyrelsesmedlem i Det Nationale Netværk for Klimatilpasning (DNNK).
Medlem af Akademiet for Tekniske Videnskaber, Teknologisk Instituts advisory board for omstilling af byggeri og anlæg til planetære grænser.
Medlem af DI’s udvalg for klima og grøn omstilling.