Vejene trænger til en kærlig hånd
38 % af danskerne er utilfredse med vejenes tilstand viser en undersøgelse, som sælgernes fagforening Business Danmark står bag
Det står skidt til på de danske veje, hvor der er for mange huller og ujævnheder. En ny undersøgelse foretaget gennem Epinions Danmarkspanel på vegne af fagforeningen Business Danmark viser, at godt fire ud af ti danskere (38 %) er utilfredse med vejenes asfaltbelægning.
Formand for Business Danmarks trafikudvalg, Lars Bundgaard, mener ikke, at danskernes utilfredshed med vejene kommer som nogen stor overraskelse. Han henviser til en rapport fra 2016, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) står bag. Den viser nemlig, at der er et stort efterslæb på vedligeholdelsen af på landets godt 70.000 km kommunale veje. I rapporten fremgår det, at efterslæbet beløber sig til 50-75 mia. kr.
- Det er ærgerligt for landets borgere og virksomheder, at vedligeholdelsen af vejene ikke bliver prioriteret højere. Det går ud over trafiksikkerheden, samfundsøkonomien og produktiviteten, når vejene får lov at forfalde. Derfor er både kommuner og stat nødt til at prioritere udbedringer af vejnettet højere - hellere i dag end i morgen. Husk på, at der også er en merudgift forbundet med at udskyde udbedringen af vejene. Og den regning ender jo hos skatteyderne, siger Lars Bundgaard.
Blå vælgere vil have bedre veje
Valgkampen til kommunalvalget er i fuld gang, og særligt de blå partiers vælgere peger ifølge en ny meningsmåling fra Altinget og Norstat på, at vedligehold af veje er et af de mest afgørende temaer, når de den 21. november går til stemmeurnerne.
Således angiver 24 % af Venstres vælgere, at vedligehold af veje er det mest afgørende tema, mens det ligger på 25 % for de Konservative, 26 % for Liberal Alliance og 17 % for Dansk Folkeparti. Landsgennemsnittet ligger på 17 %.
- Meningsmålingen indikerer jo, at det er vigtigt for vælgerne, at vejene bliver ordentligt vedligeholdt. Samtidig hænger det fint sammen med resultaterne fra vores egen undersøgelse, hvor utilfredsheden med vejenes tilstand er ret tydelig. Det kan forhåbentlig være med til at løfte denne dagsorden ind i kommunalrådene og -bestyrelserne, så vi kan få gjort noget ved problematikken, siger Lars Bundgaard.
-kj