Videnscenter for bæredygtighed får basis på Learnmark Horsens
Learnmark Horsens samarbejder med Roskilde Tekniske Skole og Den jydske Haandværkerskole om driften af Vindenscenter for bæredygtighed i byggeriet
Undervisningsministeriet har offentliggjort, at det nye Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri skal have base på Learnmark Horsens.
Containere på hjul indrettes med den nyeste teknologi til særligt tilrettelagte læringsforløb inden for klimarenovering og bæredygtigt byggeri. Videnscenter for bæredygtighed skal kunne køre rundt til elever på erhvervsskoler i hele landet med udstillinger og undervisningsforløb.
- For os er det vigtigt at blive hele landets Videnscenter, så alle elever får adgang til at udforske aktuelle emner. Eleverne skal ikke komme til videnscentret, vi kommer til eleverne. Derfor den mobile løsning, fortæller Niels Yde, direktør for Learnmark Horsens.
Klassecontainere
De to specialbyggede containere får plads til en klasse ad gangen. Den ene container målrettes læring om boligbyggeri, den anden erhvervsbyggeri.
- Eleverne skal opleve, at det ikke kun er vigtigt at have overblik over sit eget håndværk. Gennem videnscentrets undervisningsforløb skal eleverne lære at tænke på tværs af forskellige fagligheder for at sikre bæredygtighed i alle dele af byggeriet. Vi vil uddanne håndværkere, som tænker i helhedsløsninger på tværs af håndværksfagene.
Derfor indretter vi klassecontainerne så tømrere, murere og elektrikere får viden om hinandens håndværk. Vi har i vores planlægning af Videnscenter for bæredygtighed fokus på at skabe en overbygning på undervisningen i de enkelte håndværksfag, siger Henrik Øelund, direktør for Den jydske Haandværkerskole.
Insero Science Academy
Inspirationen til det mobile Videnscenter kommer fra Horsens, hvor Insero gennem flere år har besøgt de lokale grundskoler med laboratorier i containere, indrettet med avanceret udstyr til undervisning i naturvidenskab og innovation.
- Vores mobile labs er en kombination af udstyr, som de enkelte skoler ikke selv kan præstere, og særligt udformede læringsforløb, der understøtter den pædagogiske brug af teknologien. Vores erfaring er, at mobile labs giver gode muligheder for at lave inspirerende og motiverende undervisning med mest mulig læring, fortæller Katrine Læssøe Mikkelsen, leder af Insero, Education.
Videnscenter kan bookes fra næste skoleår
Fra foråret 2018 testes indretningen af klassecontainere og de planlagte pædagogiske læringsforløb på udvalgte elever. Fra august 2018 kan erhvervsskoler i hele landet bestille besøg, når Videnscenter er klar med et bookingsystem.
- Allerede nu sætter vi gang i processen med at få udviklet læringsforløb og en pædagogisk praksis med størst mulig fleksibilitet i den måde Videnscenter for bæredygtighed vil kunne bruges på. Vi vil løbende informere om projektet i udviklingsfasen, og vi ser frem til, at det her bliver hele Danmarks Videnscenter, siger Jesper Østrup, direktør for Roskilde Tekniske Skole.
Netværk for ny viden om bæredygtighed i byggeriet
Som supplement til containerne etablerer Videnscenter en platform for viden og læring, som alle erhvervsskoler kan bruge. Her kan de finde læringsforløb og aktuelle emner inden for alle de håndværk, som Videnscenter dækker. Derudover vil centret stå i spidsen for et netværk for faglærere, som sikrer, at håndværkere hele tiden kan være informerede om videnscentrets aktiviteter, dels de tværfaglige, men også de fagspecifikke.
- eca