MT Højgaard fyrer koncerndirektøren
Entreprenørselskabet MT Højgaard har fyret adm. koncerndirektør Anders Heine Jensen. Bestyrelsesmedlem Morten Hansen overtager stolen midlertidigt
- Bestyrelsen er i gang med en grundig koncernstrategiproces og har i den forbindelse vurderet, at der er brug for en anden profil til at videreføre dette arbejde, siger bestyrelsesformand i MT Højgaard, Carsten Dilling, i en selskabsmeddelelse.
Anders Heine Jensen tiltrådte som adm. koncerndirektør i august 2018 og kom fra en stilling som adm. direktør i Burmeister & Wain Scandinavian Contractor. Dengang afløste han Torben Biilmann, der ligeledes blev fyret.
Bestyrelsesmedlem Morten Hansen konstitueres som adm. koncerndirektør, indtil en ny adm. direktør kan tiltræde. Hans primære prioriteter er at fastholde stabiliseringen af MT Højgaard, afslutte og forankre koncernstrategiprocessen og assistere bestyrelsens nomineringskomite med ansættelsen af den nye adm. koncerndirektør.
Morten Hansen er uddannet akademiingeniør og har mange års erfaring inden for byggeri og anlæg bl.a. som tidligere ejer af entreprenørfirmaet Østergaard og tidligere direktør i en af landets store entreprenørkoncerner. I dag er Morten Hansen ejer og direktør i projektudviklingsselskaberne Omnia Invest, Tirsbæk Bakker og Juulsbjerg Ejendomme. Han blev valgt ind i bestyrelsen for MT Højgaard Holding i 2019.
-kj