Byggeplads-sikkerheden halter gevaldigt
Sikkerheden i byggeriet er ikke god nok. Byggeplads-aktion afslører grove forsømmelser og Tarzan-kultur. Dansk Byggeri er klar med indsats.
Et fald fra en stige kan få alvorlige følger. Som i går, hvor en ansat faldt 2½ meter ned på ryggen mod hårdt beton og kom alvorligt til skade. Et andet sted slap en ansat mod al sund fornuft heldigt fra at hoppe fra en teleskoplift i 12 meters højde over på et tag. Liften stod 1 meter fra tagkanten, og der var ingen sikkerhedsline.
- Arbejdstilsynets uanmeldte aktion på en række byggepladser i går dag viste, at der løbes for mange risici på en almindelig arbejdsdag i byggeriet. Særligt slemt er det blandt udenlandske byggearbejdere, som Arbejdstilsynet har et vågent øje til.
Det siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.
- Uanset Arbejdstilsynets indsats skal både bygherre og arbejdsgiver sætte sikkerheden endnu højere, hvis sikkerhedsniveauet skal op i det daglige arbejde. Og så skal de ansatte gøre op med ”Tarzankulturen”, hvor det bliver opfattet som modigt at ignorere ulykkesrisici.
Selvom man har tænkt på sikkerhed i planlægningsfasen, så glipper det gang på gang, når alle er i sving ude på pladsen. Så opstår der en ny situation, eller man får ikke hjelmen på, selvom man går blandt kraner og stilladser. Så er det ulykkerne sker. Der burde være et mantra om ”Sikkerhed frem for alt”, siger Sonja Ploug Jensen.
- Selv små svips kan få alvorlige følger. Byggeriet foregår ofte i mange meters højde og med tunge elementer, så der er meget, der kan gå galt. Og er uheldet ude, slipper man ikke med en sår på fingeren, understreger Sonja Jensen.
”fortsættes…”Ved aktion i går besøgte Arbejdstilsynet i alt 175 byggepladser over hele landet. Under besøgene er der givet i alt 190 strakspåbud eller forbud, som betyder, at arbejdet på byggepladserne blev stoppet, indtil forholdene er i orden. Langt de fleste tilfælde handlede om fare for nedstyrtning. Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om de skal indstilles til retslige tiltaler.
Aktion viste desuden, at det fortsat er vigtigt at holde et vågent øje med de udenlandske byggearbejdere, som ikke kender de danske regler og ofte har dårlig sikkerhed. Det gælder også udenlandsk ansatte i danske firmaer:
- Også udenlandske medarbejdere i danske firmaer er ofte ilde stedt, fordi de ikke er instrueret ordentligt på et sprog de forstår. Medarbejderne kender simpelthen ikke arbejdsmiljøreglerne, vurderer Sonja Ploug Jensen.
I Dansk Byggeri er resultatet af Arbejdstilsynets byggepladsbesøg nedslående.
- Dagens byggepladsrazzia viser, at holdningen til arbejdsmiljø skal strammes, og at vi skal have bugt med Tarzan-kulturen. Det skal være sådan, at det bare ikke er okay at udsætte sig selv eller andre for ulykkesrisici, siger Mette Møller Nielsen, der er chef for Miljø & Arbejdsmiljø i Dansk Byggeri.
Hun påpeger, at indsatsen for at skabe en fornuftig holdning til sikkerhed på byggepladserne starter allerede under uddannelsen.
- Med vores store fokus på arbejdsmiljø på lærlingeuddannelserne – 20 pct. af skoletiden går med arbejdsmiljøundervisning – så er det håbet, at de unge lærer, at de har et ansvar for deres eget liv, og at det at tage en risiko kan føre til en alvorlig ulykke, siger Mette Møller Nielsen.
Og så skal der ifølge Mette Møller mere styr på planlægningen. Byggepladserne skal planlægges ned i detaljen med et konstant fokus på sikkerheden
- Arbejdsmiljø må ikke blive en negativ konkurrenceparameter. Og virksomhederne skulle nødigt snyde hinanden ved at slække på sikkerheden, understreger Mette Møller Nielsen.
Hun betoner dog, at det negative resultat af dagens razzia ikke er repræsentativt for hele branchen.
- Arbejdstilsynet har besøgt 175 byggepladser og givet i alt 190 strakspåbud eller forbud - det er i gennemsnit mere end et påbud pr. plads. Men vi skal også lige huske, at der er mange steder, hvor der er styr på arbejdsmiljøet.
Det er nemlig sådan, at Arbejdstilsynet af hensyn til deres ressourcer kommer på de pladser, hvor deres lokalkendskab siger dem, at der er noget at komme efter.
Så når Arbejdstilsynet vælger pladser ud fra det parameter, så vil der jo være noget at komme efter, slutter Mette Møller Nielsen.
tøtte