Dansk-norsk finsk arkitektsejr
Nyt rådhus i finske Espoo vindes af dansk afdeling af stort norsk arkitektfirma.
Den danske afdeling med adresse i Århus af det store norske arkitektfirma, LINK Signatur, er blevet kåret som ét af fire vinder-teams blandt 67 indkomne projektforslag i en international arkitektkonkurrence udskrevet i anledningen af den finske by, Espoo´s 550 års jubilæum.
Espoo, som er Finlands 2. største by, vil i de kommende 10-15 år gennemgå en større forandringsproces, hvor store dele af bymidten bliver revitaliseret. I den forbindelse har Espoo kommune udskrevet en åben, international konkurrence med ønsket om forslag til udformningen og placeringen af et nyt rådhus samt langsigtede bud på løsningsstrategier for omdannelsen af byens rum fra dagens situation til et fremtidigt, identitetsskabende og levende byrum.
Arkitektfirmaet LINK Signatur har med sit nytænkende forslag til Espoo bymidte skabt en fysisk forbindelse som både er en bygning, en plads og en bro. Forbindelsen spænder ud over Espoo´s jernbane og fungerer derfor som bindeled mellem Espoo´s nordlige og sydlige bydel.
Planmæssigt er LINK Signatur - Team Århus´ projekt til et nyt rådhus på ca. 5.000 m2 organiseret i en x-form, og indeholder fire primære funktioner; Espoo Rådhus, Udstillings arealer, Mulitpurpose Hall og Café / restaurant. Disse fire funktioner er alle organiseret omkring et centralt fordelingsrum, som sikrer en direkte forbindelse til alle bygningens funktioner og aktiviteter.
- nn