International dyst i Nordhavnen
Danske arkitekter konkurrerer med irske, amerikanske og tyske arkitekter om højhuse på Langelinie og Marmormolen
Det bliver et hold af førende danske og udenlandske arkitektfirmaer, der skal konkurrerer om udformningen af den nye FN-by og to højhuse på henholdsvis Marmormolen og Langelinie i Københavns Nordhavn.
Til konkurrencen som er udskrevet af udviklingsselskabet By & Havn og ATP Ejendomme er prækvalificeret seks arkitektvirksomheder: BRT Architekten (Tyskland), Steven Holl Architects (USA), 3XN (Danmark), C. F. Møller (Danmark), Arkitema (Danmark) og Heneghan.peng (Irland).
- Formålet med konkurrencen er at skabe grundlaget for et byggeri, der kan stå som et ikonisk ”landmark” på den prominente placering i byen og understrege Københavns profil som en international storby med høj livskvalitet og miljøstandard – med andre ord et vartegn for udviklingen af hele havnen, lyder det om visionen for området ifølge konkurrenceprogrammet, der er udsendt til de seks prækvalificerede arkitekter.
Konkurrencen omfatter opførelsen af erhvervsejendomme, en spektakulær cykel- og gangbro mellem Marmormolen og Langelinie - samt en idékonkurrence for landskabelig behandling af de tilgrænsende byrum.
I området skal der også opføres et antal byggerier, hvor det forventes, at FN samler sine danske aktiviteter, ligesom der kommer boliger og et hotel.
Der er udarbejdet en masterplan for hele Marmormolen og spidsen af Langeliniemolen af arkitektfirmaet 3XN for By & Havn. Masterplanen skal i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen bearbejdes yderligere.
- nn