NordBygg trak rekordstort antal danske udstillere
Nordens ubestridt største byggemesse NordBygg ligger i Stockholm. Og det svenske byggeboom var med til at tiltrække et rekordstort antal danske udstillere.
NordBygg blev afviklet i sidste uge og atter med fuldt udsolgt og omkring 900 udstillere. Heraf et rekordstort antal danske udstillere på 47 firmaer eller hele 13 flere end i 2012. Stort set ligeligt fordelt på VVS-delen og byggesiden. Hverken norske Bygge Reis Deg eller danske Byggeri kan matche svenske NordBygg i antal udstillere eller besøgende. Antallet af besøgende på NordBygg er endnu ikke officielt, men nyhedsbrevet Byggeeksport, der besøgte messen vurderer, at det mindst er på samme niveau som i 2012 på 56.000 besøgende.
Et forsøg på atter etablere en officiel dansk fællesstand med tilskud fra Eksportrådet lykkedes ikke helt, da Eksportrådet trak deres tilsagn om tilskud tilbage. Men seks virksomheder ville med alligevel. Lidt uofficielt blev de samlet under banneret fra den danske fællesstand Dansk Byggtorg i 2010, men nåede ikke at komme med i det officielle katalog. Virksomhederne var AcryMatic, Hørning Parket, ScreenLine, MountIt, Starmix og Alufabrikken.
At svensk byggeri boomer er givetvis også en del af forklaringen på, at også flere af de helt store danske virksomheder enten deltog for første gang eller var vendt tilbage efter flere år. Det gælder VVS-og El-grossisten Solar, Grundfos, grossistfirmaet AO Johansen, Pressalit, Dafa og Rockwool.
Vendt tilbage var Rockwool med en stor stand, hvor International Market Intelligent Manager og medlem af koncernbestyrelsen Connie Enghus Theisen, Rockwool, var oppe og se, hvordan deres stand tog sig ud og interessen for deres nye produktprogram, der tidligere har været præsenteret på Bygg Reis Deg, Norge, Dach+Holz, Køln, og nu altså på NordBygg.
Connie Enghus Theisen forklarede Byggeeksport, at messedeltagelse er dyrt, og at de derfor selekterer på hvilke messe de skal deltage på. Deltagelsen på NordBygg skyldes, at de kunne præsentere en del nyheder bl.a. deres REDAirFlex, som de havde store forventninger til på det svenske marked, og allerede var blevet godt modtaget.
Hvem de øvrige danske udstillere var, kan læses i nyhedsbrevet Byggeeksport, der udkommer hver mandag.
sørenw