Træfacader kan isoleres bedre

Uden risiko for råd og svamp.

Uden risiko for råd og svamp.

En undersøgelse fra By og Byg viser, at det er muligt at udføre fugtsikre træfacader, selv om isoleringstykkelsen i ydervæggene øges væsentligt.

Forskere fra By og Byg har målt en række faktorers indflydelse på fugtforholdene i træfacader. Resultaterne viser, at selv hvis isoleringstykkelsen i ydervæggene øges til 285 mm mineraluld, vil det ikke have nogen væsentlig betydning for ophobningen af fugt i træfacader.

’Man kunne ellers have frygtet, at en så kraftig isolering kunne medføre en radikal ændring af fugtforholdene i træfacadeelementer. En ændring som ville kunne få indflydelse på holdbarheden af trædelene i facaden og på den nødvendige form for vedligeholdelse af overfladen,’ siger seniorforsker Asta Nicolajsen.

Målingerne viser også, at brugen af dampspærre har stor betydning for ophobningen af fugt i facadeelementernes yderste dele, når facadeelementet er isoleret med mineraluld.

Derimod er hverken dampspærre eller dampbremse nødvendig, når der isoleres med papirisolering.

Asta Nicolajsen påpeger dog, at dampbremse kun bør udelades, hvis lufttæthed i konstruktionen sikres på anden måde, og der samtidig er et passende forhold mellem vindspærrens og den indvendige beklædnings diffusionsmodstand.

Undersøgelsen er beskrevet i rapporten ´By og Byg Dokumentation 025: Fugtsikre træfacader. Fugtindhold i højisolerede træfacader´.

Faktorer af væsentlig betydning for at undgå fugtophobning i træfacader:

* Brug af dampspærre i træfacader isoleret med mineraluld.

* Samlingsdetaljer uden fejl.

Faktorer uden betydning for fugtophobning i træfacader:

* Isoleringstykkelse (190 mm, 285 mm eller 485 mm).

* Valg af isoleringsmateriale (mineraluld eller papirisolering), så længe dampspærre benyttes, når der isoleres med mineraluld.

* Brug af dampbremse eller dampspærre i træfacader med papirisolering, så længe konstruktionen er lufttæt, og der er et passende forhold mellem vindspærrens og den indvendige beklædnings diffusionsmodstand.

-tm

I vinterperioden kunne forskerne konstatere en uacceptabel høj fugtophobning på knap 30% (træfugt) i elementerne isoleret med mineraluld, men uden dampspærre. Er der mere end 20% fugt i træ, vokser risikoen for, at træet bliver angrebet af råd og trænedbrydende svamp. I elementerne isoleret med papir kom fugtindholdet derimod ikke over 18%, uanset om der blev benyttet dampspærre eller ej.

28/5 2008