
Aarhus: Transformationer skaber fremtidens by
Aarhus er i hastig udvikling, og byen oplever i disse år en række omfattende transformationsprojekter, der forandrer byens landskab
Aarhus er midt i en omfattende byudvikling, hvor historiske bygninger får nyt liv. I foråret 2025 er ombygningen af det tidligere kommunehospital i fuld gang, mens de første beboere forventes at flytte ind i området for det tidligere amtssygehus i starten af næste år.
Stadsarkitekt i Aarhus Kommune Anne Mette Boye ser transformationen af byens eksisterende bygninger som en central del af fremtidens Aarhus.
Aarhus er i hastig udvikling, og byen oplever i disse år en række omfattende transformationsprojekter, der forandrer byens landskab og skaber nye muligheder for borgere og erhvervsliv.
Universitetsbyen er et eksempel på denne tilgang. Her er det tidligere kommunehospital siden 2019 blevet omdannet til en moderne campus.
Projektet, der forventes færdigt i sommeren 2025, bygger på principper om bevaring og udvikling af de eksisterende bygninger med fokus på bæredygtighed.
Et andet eksempel er amtssygehuset, hvor området for de gamle bygninger i 2030 vil huse omkring 2.500 beboere som en ny bydel midt i Aarhus.
- Aarhus rummer et potentiale for transformation. Hvert bykvarter har sine præmisser og muligheder. Forståelsen for stederne og kvalitet i både bygninger og udearealer er nøglen til at lykkes, fortæller Anne Mette Boye, som er stadsarkitekt i Aarhus Kommune og fortsætter:
- Det kræver fælles innovationskraft, for det er nyt at se nærmere på særligt erhvervsområderne, hvor vi kan gentænke anvendelsen uden nødvendigvis at omdanne dem til boliger. Også parcelhusområderne og oplandsbyerne rummer muligheder, vi skal drøfte ind i en transformationsdagsorden, siger hun.
Den nye by er bygget af det, vi har
Aarhus’ arkitektur bærer tydelige spor fra flere perioder. Fra den middelalderlige bystruktur, der stadig er mærkbar i de smalle gader og torve i byens centrum til bygninger fra det 20. århundrede. De forskellige perioder spiller en vigtig rolle i byens moderne transformation, fortæller Anne Mette Boye:
- Når vi bygger videre på eksisterende strukturer, skaber vi en by med lag af historie og identitet, der kan mærkes og opleves.
Det skaber en fornemmelse af at høre til, at man er en del af mange generationer og giver en naturlig følelse af forankring i byen, siger hun.
Lisbet Fibiger, der er programleder i foreningen Byens Netværk mener, at det vigtigt at samle folk med viden og erfaring på området for at planlægge fremtidens byudvikling:
- Det er afgørende, at vi mødes på tværs og får sat fokus på, hvordan vi bedst udnytter potentialet i byerne, herunder Aarhus. Arbejdet med transformation kræver en anden form for samarbejde, mener hun.
-kis