Cirkelhusgrund i Kokkedal bliver nyt bykvarter
Tidligere planer om et stort butikscenter på 28.000 kvadratmeter droppes til fordel for boliger
Projektet markerer et opgør med tidligere planer om et stort butikscenter på op til 28.000 kvadratmeter, som har vist sig ikke-realiserbar i det nuværende marked.
Det nye projekt nedskalerer butiksdelen til omkring 6.800 kvadratmeter og fokuserer i stedet på boliger og hverdagsfunktioner, der matcher områdets behov, hedder det i en meddelelse fra NPV.
-Det har været afgørende for os at gentænke hele områdets identitet. Vi ønsker at skabe en levende og tryg bydel med boliger til alle aldersgrupper, hvor hverdagslivet kan udfolde sig i balance med natur, fællesskab og byfunktioner.
Det er ikke længere realistisk med 28.000 kvadratmeter detailhandel – tiden kræver en ny tilgang, udtaler Kim Lang Sørensen, direktør og partner i NPV.
Et boligkvarter med byliv i øjenhøjde
Projektet organiseres i fire boligkarréer samlet omkring et grønt, trafikfrit område. Langs motorvejen opføres en afskærmende bygning med butikker og parkeringshus, som samtidig beskytter boligerne mod trafikstøj.
Den samlede bebyggelse vil have en gennemsnitshøjde på 4-6 etager og suppleres af en enkelt høj bygning som pejlemærke i området.
De 350 boliger bliver fordelt på familieboliger (ca. 40 %), seniorvenlige boliger (ca. 30 %) og begynderboliger (ca. 30 %). Boligerne tænkes som både leje- og ejerboliger, og målet er at skabe en mangfoldig beboersammensætning.
-Vi tror på, at mangfoldige boligformer og fællesskaber skaber robuste og levende kvarterer. Derfor vil vi også integrere bofællesskaber, fællesfaciliteter og aktive stueetager, så vi styrker hverdagslivet og den lokale sammenhængskraft, tilføjer Kim Lang Sørensen.
Cirkelhusgrunden er centralt beliggende med kort afstand til den nye NGG-skole, dagligvarebutikker, Usserød Kongevej og den nærliggende natur. Området får nem adgang til både motorvej, offentlig transport og cykelstier, og trafikstrukturen tilpasses, så boligdelen friholdes for gennemkørende trafik.
Fakta om projektet
Ca. 350 boliger (29.500 kvadratmeter)
Plejecenter: 8.000 kvadratmeter
Daginstitution: 1.000 kvadratmeter
Butikker og serviceerhverv: 6.800 kvadratmeter
Parkeringshus: 13.500 kvadratmeter
Ambition om DGNB Guld-certificering
Arkitektrådgiver: Holscher Nordberg Architecture & Planning samt LOKAL
Projektet udvikles med fokus på langtidsholdbarhed, biodiversitet og fleksibilitet i byggeri og materialevalg. Målet er at sikre robuste løsninger, der kan tilpasses fremtidige behov – både demografisk, funktionelt og klimamæssigt. Byggeriet tilpasses kommunens støjkrav og krav til friarealer.
-Vi ser frem til det videre samarbejde med Fredensborg Kommune og politikerne. Det her er en vigtig mulighed for at skabe en ny og velfungerende bydel – med boliger, institutioner og butikker, der understøtter det daglige liv, afslutter Kim Lang Sørensen.
-kis