
PLH Arkitekter bliver del af nordisk netværksvirksomhed
Svenske XPartners er en platform for nordiske konsulentvirksomheder inden for ingeniør- og designindustrien og har nu opkøbt PLH
En af Danmarks største tegnestuer, PLH med 250 ansatte, bliver nu en del af svenske XPartners, der er en platform for nordiske konsulentvirksomheder inden for ingeniør- og designindustrien.
Med opkøbet bevares PLH's unikke nordiske kultur og identitet, samtidig med at tegnestuen får nye muligheder for vækst, modernisering og et stærkere samarbejde på tværs af discipliner, hedder det i en meddelelse.
PLH er en af Danmarks førende arkitekt- og designvirksomheder med et stærkt brand i både Norden og Europa. Tegnestuen blev grundlagt i 1977 og huser cirka 250 medarbejdere, der arbejder med rådgivning i alle faser af arkitektur- og designprojekter.
Med denne brede ekspertise er PLH en betroet partner for både offentlige, institutionelle og private bygherrer, heriblandt adskillige C25-virksomheder, med projekter inden for særligt erhverv, life science, retail, infrastruktur og boliger.
PLH er bl.a. arkitekter og designere bag byggeriet på Svanemølleholmen i Nordhavnen, der rummer AP Pensions og Nykredits hovedkontorer, journalisthøjskolen i København - det nye DMJX, Ny Psykiatri Bispebjerg, HOFOR’s nye vandværker samt DSV’s og DFDS’ hovedsæder.
PLH har et af landet største kreative teams af specialister inden for arkitektur, design, indretning, landskab, brugerprocesser og bæredygtighed. Gennem tæt og løsningsorienteret samarbejde med bygherrer og samarbejdspartnere udvikler de bygninger, rum og miljøer, hvor mennesker trives, udvikler sig og præsterer – altid med fokus på design, funktionalitet og langsigtet værdi.
Fremtidssikring med respekt for identitet og kultur
PLH har i flere år haft organisk vækst og har de senere år haft succes med at implementere en strategi, der har til formål at fremtidssikre tegnestuen.
Det nye ejerskab styrker denne strategi. I tråd med XPartners’ forretningsmodel vil PLH fortsætte med at operere under sit eget navn, med samme ledelse, team og kultur som hidtil. Det betyder, at de hidtidige ejere, Søren Mølbak, Kirsten Herup Søvang, Lars Toksvig og Paulette Christophersen fortsat vil være en del af ledelsen af tegnestuen.
De har desuden geninvesteret i XPartners, der primært er ejet af medarbejderne og iværksættere. De fire ser frem til fortsat at lede PLH i en endnu mere moderne, bæredygtig retning, som XPartners styrker mulighederne for.
-Vi er meget begejstrede for muligheden for denne mulighed! Ved at blive en del af XPartners får vi mulighed for at vokse videre på vores egne præmisser – bevare vores kultur og identitet, men med styrken fra en større platform i ryggen.
Vi ser frem til at blive en del af gruppen og sammen skabe endnu større værdi for vores kunder,” fortæller CEO for PLH, Søren Mølbak og fortsætter:
-PLH har opnået virkelig god organisk vækst gennem årene og særligt de seneste år, hvor vi har haft et strategisk fokus på at styrke vores markedsposition og fremtidssikre ejerstrukturen uden at gå på kompromis med vores identitet og kultur, som vi værner om.
PLH fortsætter sm en del af XPartners sin strategiske udvikling og styrker sin internationalisering. Tegnestuen er i gang med at åbne et nyt kontor i Odense og intensiverer sin tilstedeværelse i Tyskland, Baltikum og Norge.
Opkøbet afventer godkendelse fra myndighederne og forventes at blive gennemført inden for de kommende måneder.
-kis