Tegnestue rokerer i øverste lagDen nye partnerkreds hos E+N Arkitektur.

Tegnestue rokerer i øverste lag

Med fortsat øget fokus på tegnestuens forretningsudvikling, faglige og forretningsmæssige ambitioner styrkes partnerkredsen i E+N Arkitektur nu med Anna Tazrei og David Sommer

Anna Tazrei, der er cand.merc.aud med en mangeårig baggrund fra revisionsbranchen, har siden 2022 været økonomichef hos E+N Arkitektur med en central rolle både strategisk og operationelt, hvilket fortsat vil være hendes fokus.

Anna Tazrei er nu partner og tiltræder samtidig som direktør sammen med tegnestuens nuværende direktør Jesper Back.

- Med en delt direktørrolle dækker vi to partnere sammen feltet mellem det faglige, økonomiske og strategiske, så vi nu står endnu stærkere i direktionen i E+N, udtaler Jesper Back og suppleres af Anna Tazrei:

- E+N Arkitektur er en ambitiøs virksomhed med dedikerede ledere og medarbejdere. Jeg glæder mig meget over at kunne bidrage endnu mere til at forløse virksomhedens potentiale og understøtte tegnestuens fortsatte udvikling, siger Anna Tazrei.

David Sommer, der har været ansat på tegnestuen siden 2021 og indgået i den daglige ledelse som associeret, tiltræder ligeledes som partner på tegnestuen.

Han vil fortsat styrke E+N Arkitektur med sin store faglighed indenfor både nybyggeri og transformation samt sine mange års erfaring som konstruktør og projekteringsleder.

David Sommer har blandt andet stået i spidsen for transformation af Sct. Clemens Torv 6 ved Bispetorv, infill-byggeri i Langelandsgade/Møllevejen og Rækkehusprojekt på Nordre Strandvej.

Han vil sammen med sin udvidede ledelsesrolle fortsætte med at udvikle projekter indenfor tegnestuens kerneområde.

Anna Tazrei og David Sommer slutter sig til en partnerkreds, der består af Jesper Back, Anne Katrine Arrildt, Lise Knakkergaard og Jostein Burmann.

Finn Larsen og Thomas Degn Friis træder ud af partnerkredsen, men fortsætter deres virke på tegnestuen som henholdsvis Senior Arkitekt og bestyrelsesmedlem.

Finn Larsen startede på tegnestuen i 1986, med 7 år på Koldinghus, og siden 15 år som administrerende direktør, og han glæder sig til at følge tegnestuens fremtidssikrede udvikling.

Thomas Friis startede på tegnestuen i 2014, og har fungeret som både partner og direktør. Han fortsætter som bestyrelsesmedlem og bidrager til tegnestuens fremtidige strategier og udvikling.

- Vi vil gerne takke Finn og Thomas for deres mange år som medejere af E+N, og vi glæder os over, at de begge fortsat er tilknyttet tegnestuen, siger Jesper Back.

-dc

19/11 2024