I 40.000 boliger bader man stadig over håndvaskenI 2011 var 57.587 boliger uden bad. I 2021 var det tal skrumpet til 40.792.

I 40.000 boliger bader man stadig over håndvasken

Siden 2011 er antallet af boliger uden et bad eller adgang til et faldet med 30 %, men der er stadig 40.000 boliger, hvor hygiejnen sker i håndvasken eller i den lokale svømmehal

Selvom 17.000 flere boliger de sidste ti år er blevet velsignet med et bad eller adgangen til en bruser med varmt vand, er der blandt kongerigets godt 2,7 millioner boliger stadig 40.000 boliger, hvor det at tage et bad ikke er en mulighed. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har set nærmere på.

Det er hovedsageligt i København, at man finder de fleste boliger uden bad eller adgang til et, viser analysen.

- For de fleste er et bad om morgenen en naturlighed, som vi ikke ville kunne forestille os at leve uden. Derfor kan det også undre, at der stadig findes godt 40.000 danske boliger, hvor den daglige hygiejne må klares i håndvasken eller i den lokale svømmehal, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Et badeværelse er en af boligens dyreste rum at etablere, men det kan alligevel være en fornuftig disposition at etablere et bad, vurderer han.

- Udover den åbenlyse luksus ved at kunne tage et bad i sin egen bolig er en bolig med bad også langt nemmere at sælge den dag, man skal videre i sin boligcyklus. Man kan sagtens forestille sig, at mange købere vil gå uden om en bolig uden bad, da det er både dyrt og besværligt rum at etablere fra bunden, siger Thomas Hovgaard.

Med en udvikling, hvor andelen af boliger uden bad eller adgang til et er faldet med 30 % på ti år, forventer han, at det kun kan være et spørgsmål om tid, hvornår badløse boliger hører fortiden til.

- Det er svært at forestille sig de unge generationer vil kunne leve uden bad med det enorme fokus, der er på renlighed. Derfor forventer vi, at der i løbet af en kort årrække kun vil være ganske få boliger tilbage, hvor der ikke er muligt at tage et bad, siger Thomas Hovgaard. 

-dc

1/10 2021