Unidrain vinder tysk designpris
To produkter fra tilbehørsserien Reframe Collection fra Unidrain tildeles endnu en international og ganske eftertragtet pris: German Design Award 2019
Del artiklen påFor lidt over et år siden lancerede designvirksomheden Unidrain en eksklusiv tilbehørsserie til badeværelset: Reframe Collection. Sidenhen er serien ikke gået helt ubemærket hen. Den er nemlig blevet belønnet med designpriserne Good Design Award og iF Design Award. Og nu kan endnu en international designpris føjes til samlingen.
En dommerkomité, bestående af det Tyske Designråds 48 jurymedlemmer, tildeler to af seriens innovative produkter den prestigefyldte German Design Award 2019 under kategorien ’Bathroom Accessories’. Prisen bliver uddelt under den internationale fagmesse Ambiente i Frankfurt den 8. februar.
En anerkendelse på rejsen
German Design Award 2019 går mere specifikt til Unidrains sæbehylde med tilhørende bruseskraber og toiletbørste i Reframe Collection-serien.
- Vi er meget beærede over at modtage prisen og få anerkendelse for en serie, som vi har lagt mange resurser i. Unidrain befinder sig i øjeblikket på en rejse, hvor vi ønsker at udbrede kendskabet til os globalt og være firstmovers i branchen, fortæller Birgitte Arendsdorf Olsen, marketingchef hos Unidrain.
Udstråler nøjagtighed
Ifølge juryen belønnes produkterne for deres på én gang innovative og funktionelle design kombineret med et elegant materialevalg. Om Reframe-sæbehylden fortæller komitéen:
- Produktet kombinerer to funktioner – en sæbehylde og en bruseskraber – i et strømlinet design med elegante materialer. Resultatet: En yderst stilfuld og kvalitetssikker løsning.
Toiletbørsten, som både fås i en væghængt og stående udgave, udmærker sig ved at være en æstetisk pæn løsning:
- Børstens metaloverflade udstråler både nøjagtighed og høj kvalitet. Det gør løsningen til en elegant accessory, som ikke behøver blive gemt af vejen. Et meget elegant produkt, hvis funktionalitet også imponerer.
Reframe Collection består desuden af en toiletrulleholder, håndklædekroge og håndklædestang. Samtlige produkter fås i en række forskellige overfladefarver.
-los