Opkøb af fire sydfynske byggemarkeder godkendt 1. marts vil der stå Stark på facaderne på de fire nu snart forhenværende XL-Byg Jens Schultz byggecentre i Svendborg, Rudkøbing på Langeland og Marstal på Ærø.

Opkøb af fire sydfynske byggemarkeder godkendt

Konkurrencemyndighederne har godkendt Starks opkøb af XL-Byg Jens Schultz’ forretninger i Svendborg, Rudkøbing og Marstal. Handlen gennemføres endeligt d. 1. marts

Den oprindelige aftale går helt tilbage til februar 2020, hvor Stark indgik en købsaftale med XL-Byg Jens Schultz om at overtage virksomhedens forretninger i det sydfynske område fordelt på to i Svendborg, én i Rudkøbing på Langeland samt én i Marstal på Ærø.

Med overtagelsen forfølger Stark sin overordnede vækststrategi. I 2020 overtog Stark også Sjakk-kædens aktiviteter i Midt- og Østjylland. Med de nye forretninger på Sydfyn, Langeland og Ærø får kæden i alt 73 forretninger i Danmark.

- Med købet af Jens Schultz A/S øger vi samtidig udbuddet af services og rådgivning på Sydfyn, Langeland og Ærø. Det flugter fint med vores overordnede strategi om at være en landsdækkende kæde med et stærkt lokalt engagement. Målet er at blive den foretrukne byggepartner i lokalområdet. Det gør vi bl.a. ved at tilbyde nuværende kunder hos Jens Schultz et endnu bredere udvalg af produkter og en meget effektiv logistikservice, hvor vi leverer de rigtige byggematerialer og varer præcis hvor, hvornår og hvordan kunderne ønsker det, forklarer adm. direktør Britta K. Stenholt.

Læs mere under billedet...
XL-Byg Jens Schultz kunne fejre 50-års jubilæum i 2019. Alle medarbejderne fortsætter under den nye ejer.

Omfattende undersøgelser

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var indledningsvist betænkelig ved fusionen, fordi den muligvis ville skade kunderne.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

- Selv om en fusion ikke har stor betydning for konkurrencen på landsplan, så kan den stadig have meget store lokale effekter. Før vi kunne godkende Stark Danmarks fusion med Jens Schultz, var det i høj grad relevant at undersøge de mulige lokale effekter, blandt andet fordi en del byggematerialer købes lokalt.

- Oprindelig havde vi betænkeligheder om, at fusionen kunne føre til højere priser og ringere service, fordi Stark Danmark overtager en stor aktør på Sydfyn og øerne. Vores undersøgelser har dog vist, at flere forhold modvirker det, blandt andet muligheden for, at nye aktører kommer ind på markedet i lokalområdet, siger han.

XL-Byg Jens Schultz kunne i 2019 fejre 50-års jubilæum og kan se tilbage på en flot historie med en positiv udvikling over fem årtier. Derfor vil Stark stort set kun ændre navn og logo på forretningerne, der også fortsætter med de samme medarbejdere.

En af dem er Thomas Skovlund Madsen, der fortsætter som trælastdirektør.

-los

24/2 2021